Spørg apoteket om infektioner og betændelse

Kai Bylling
Her kan du læse spørgsmål og svar om infektioner og betændelse. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Halsbetændelse - gentagne gange

Hej Kai

Min Datter på 3 år har haft halsbetændelse 10 gange det sidste år, og nu har hun været på pencillin 5 uger (dvs. hver gang en kur stopper, bliver hun syg efter ca 15 timer med høj feber, kaster op og halsen hæver og hun er bare dårlig). Nu har jeg så fået en behandling med pencillin igen på 14 dage. Jeg er bare ked af at blive ved med alt det pencillin. Mit spørgsmål er: hvor længe kan man blive ved med at give pencillin uden yderlige undersøgelse? Hun bliver podet hver gang, og podningen er positiv, og nu har hun fået 5 forskellige typer pencillin. Vi er meget bekymrede for hende, da hun ikke fungerer, som hun skal, er træt og har ondt i halsen konstant.

Håber på et svar hurtigst mulig, mvh Thea

18-02-2010Svar fra: Kai Bylling 

Kære Thea

Tak for dit spørgsmål.

 

Der er egentlig ikke noget galt med at behandle med penicillin, når en podning har vist at det er den rigtige type, men jeg fæstner mig ved, at du skriver, din datter konstant har ondt i halsen og er træt og dårligt fungerende.

Det kunne måske være en god idé, at du bad om en konsultation hos din datters læge for at  finde årsagerne til de mange halsbetændelser. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal undlade at behandle, når der er betændelse, men jeg synes I skal bruge jeres bekymring som argument for at få jeres datter undersøgt endnu engang og evt. bede om en henvisning til en specialist.

Skriv jeres spørgsmål og tanker ned og tag sedlen med til konsultationen, så er det nemmere at huske det væsentlige.

 

Venlig hilsen

Kai Bylling

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.