Spørg apoteket om infektioner og betændelse

Mia Karlsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om infektioner og betændelse. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Problemer med svamp i skeden.

Hej Jeg er en pige på 17, som har døjet med smerter ved samleje og udflåd som virker lidt grynet i et stykke tid. Jeg har været ved lægen flere gange hvor hun har undersøgt mig og konstateret at det er svamp i skeden. Jeg har behandlet det med creme og senere tabelletter som jeg skulle sluge, det er bare ikke gået væk. Det varede ca. et halvt år inden det gik væk første gang, men det er nu kommet tilbage. Først troede jeg det skydtes p-piller, hvilket jeg ikke tager mere, så kan ikke rigtig finde ud af hvad det skyldes. Jeg vasker allerede kun med intimsæbe, har prøvet ikke at gå i strampe trusser og taget de fleste forholdsregler, men intet ser ud til at virke. Første gang forsvandt det bare lige pludselig af sig selv. Min læge har sådan lidt givet op, og udskriver bare en ny tabeletkur, men intet virker rigtig. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, orker bare ikke at have det et halvt år igen. Er der noget som bare er super effektiv man kan behandle med, og hvad burde jeg i det hele taget gøre? Og kan svamp skyldes stress? Og kan kunne det hjælpe at tage noget som styrker slimhinderne?

16-06-2009Svar fra: Mia Karlsen 

Kære Janni

Årsager til skedesvamp

 

Skedesvamp skyldes i de fleste tilfælde gærsvampen Candida Albicans, der lever naturligt på vores slimhinder, bl.a. i skeden, hvor den under normale forhold ikke giver problemer, idet den er i balance med skedens flora af mikroorganismer. Hvis denne naturlige balance bliver forstyrret, kan svampen begynde at vokse og medføre en svampeinfektion.  Dette kan, f.eks, være forårsaget af (øget) sexuel aktivitet, forandringer i kvindens hormonale cyklus – f.eks i forbindelse med menstruationen.  Stress kan også påvirke.

Alle kvinder kan få skedesvamp, men risikoen forøges, hvis du:

•                          Vasker dig i skridtet med parfumeret sæbe. Det forskyder skedens syrebalance.

•                          Bruger trusseindlæg dagligt.

•                          Bruger tamponer.

•                          Klæder dig i tætsiddende tøj, især trusser af syntetisk stof.

•                          Har fremmede bakterier i skeden.

•                          Er svært overvægtig.

•                          Har sukkersyge (diabetes). Sukkerlager i skedens slimhinder nærer svampen.

•                          Dit immunforsvar er svækket, fx pga. langvarig sygdom.

•                          Er i antibiotikabehandling. Det udrydder mælkesyrebakterierne.

•                          Behandles med Prednisolon (et binyrebarkhormon).

 

Andre årsager

Irritation af skeden  kan også ske, fordi man reagerer/ er allergisk overfor kondomer, sæddræbende midler, sæbe, parfume, glidecreme eller sæd. Sædens PH værdi er basisk, og Ph værdien i skeden er normalt det modsatte, nemlig surt (lav PH-værdi), så sæden kan irriterer ved at påvirke den normale balance.

Nogle reagerer på meget varmt vand – f.eks spa-bade. Bader man sammen med andre, er der øget risiko for smitte med fremmede bakterier. Tamponner, cremer og endda toiletpapir, kan forårsage irritation, som gør slimhinden mere modtagelig for infektioner.

Det er vigtigt at blive testet for sukkersyge, hvis man har mange og hyppige skedeinfektioner. Kvinder som har diabetes(sukkersyge) har lettere ved at få skedeinfektioner

Smitter det?

Svampesporer – Candida,  kan overføres fra kvinde til mand og fra mand til kvinde ved samleje. Om der opstår et svampeudbrud er helt afhængigt af vækstbetingelserne i såvel skeden som på penis.

 

Behandling af skedesvamp

Lokalbehandling: Behandlingen er normalt enkel og effektiv og består ofte af en kombinationsbehandling med stikpiller/vaginaltabletter til at sætte op i skeden (kaldes også vagitorier) og svampedræbende creme, som smøres på huden omkring skedeåbningen.

Systemisk behandling: Hvis lokalbehandlingen ikke kurerer din skedesvamp, kan den suppleres med en tablet-behandling (systemisk behandling). 

•        Følg vejledningen. Spørg din læge eller på apoteket, hvis du er i tvivl.

•        Stop ikke behandlingen i utide, selvom symptomerne forsvinder hurtigt.

•        Nogle lægemidler til lokalbehandling af skedesvamp giver nedsat sikkerhed af kondom og pessar.

•        Hvis du er gravid i 1-3 måned, skal du kontakte din læge, inden du går i gang med behandling mod skedesvamp. Gravide må ikke bruge indføringsrør til vagitorier.

Hvis du har haft skedesvamp fire gange eller mere på et enkelt år er din skedesvamp det, man kalder tilbagevendende (recidiverende). Det kan i så tilfælde være nødvendigt med en langtidsbehandling (som regel 6 måneder), som kombinerer en tabletkur med behandling med creme og/eller vagitorier

Hvad er symptomerne

Skedesvamp angriber som regel både selve skeden og slimhinderne omkring skedeåbningen og urinrøret, men breder sig ikke til andre områder af kroppen. De primære symptomer ved skedesvamp er: Kløe, udflåd (hvidt, grynet og lugtfrit), rødme ved skedeåbningen, svie ved skamlæber og skedeåbningen samt hævede skamlæber og slimhinder Andre symptomer kan være tørhed i skeden, svie når du tisser, ubehag ved berøring samt smerter ved samleje.

Hvad kan forveksles med skedesvamp

Man skelner mellem skedesvampe og det, der kaldes bakteriel vaginitis. Bakteriel Vaginitis  er en infektion forårsaget af bakterier, og kan ikke behandles med svampemidler. Derfor er det vigtigt at kende symptomerne.

•        Bakteriel Vaginitis har oftest følgende symptomer:

•        Irritation og/eller kløe

•        Inflamation( irritation, rødhed, opsvulmethed af skamlæber og lige bag ved skeden- før endetarmsåbningen)

•        Udflåd fra skeden med meget ubehangelig lugt

•        Sviden eller brændende fornemmelse, når kvinden skal tisse

•        Smerter og/ eller irritation ved samleje

Bakteriel  vaginitis, skyldes somregel bakterien Gardnerella ( lugter fiskeagtigt).

Det kan også skyldes andre smittekilder som: gonorrhea, Clamydia, mycoplasma, herpes, campylobakter, men dette er mere sjældent. Er du blevet tjekket for disse sygdomme hos din læge?

Når man behandler, bør man være sikker på, hvad infektionen skyldes, så man ikke giver bakterierne mulighed for at udvikle resistens – og øge muligheden for at kvinden får hyppige tilbagefald. En præcis diagnose er altså nødvendig, og det kan være nødvenidgt at behandle med bredspektrede antibiotika.

Helt unge kvinder og infektioner i skeden

Kvinder i pre-pubertets alderen kan også få infektion i skeden, men det skyldes ofte andre ting:

•                          Bakteriel vaginose forårsaget af bakterien streptococcus.

•                          manglende hygiejne, som giver mulighed for bakterier fra anal regionen at irritere skeden. G-streng er også en ”perfekt” vej for disse bakterier, at ”vandre” fra anus til skeden.

PH balancen i unge piger giver normalt ikke grobund for Candida albicans, så de får sjældent infektioer, forårsaget at denne gærsvamp.

Hvad kan man selv gøre

•        Skyld med vand efter samleje, så eventuelle sædrester fjernes.

•        Spis mindre sukker – få et stabilt blodsukker

•        Brug ikke trusseindlæg, og slet ikke parfumerede

•        Brug bind under menstruatuinen, og ikke tamponner, hvis dette kan undgåes

•        Skift evt. tamponner ofte, og vær sikker på, at slimhinden ikke tørrer ud

•        Brug ikke g-strengs trusser, som kan fungere som ”sti” for bakterier fra anal region til skeden

•        Tør dig fra skeden tilbage mod anus, efter toiletbesøg og ikke den modsatte vej, hvor bakterier kan komme op i skeden

Det må ikke gøre ondt at have sex

Der findes fugttigende cremer/geler, der ligesom glidecreme hjælper ved tørhed i skeden. Det er vigtigt at give huden tid til at hele op, hvis der er betændelse eller huden på anden måde er rød og irriteret.

Jeg håber oplysningerne har givet dig noget at arbejde videre med. Jeg kan se, fra dit brev, at du har prøvet lidt af hvert, men måske er der alligevel noget nyt her, som du kan bruge.


Venlig hilsen

Mia Karlsen, farmaceut 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.