Kære Robert
Tak for dit spørgsmål
Oral suspension betyder, at lægemidlet er en mikstur hvor fine medicinske/kemiske partikler sammen med eventuelle smagsstoffer er opslæmmet i en væske, hvor de holdes flydende ved hjælp af egen opdrift. Når du siger, at lægen har givet dig 1000 mg zitromax, går jeg ud fra, at det er en beholder kun indeholdende pulver, du har fået. Det betyder, at du skal blande pulveret med vand. I Danmark er det apoteket, der blander suspensionen for kunden, inden medicinen bliver udleveret. I Danmark står angivet på flasken, hvor meget vand pulveret skal blandes med. Jeg kunne forestille mig, at der på flasken er angivet, hvor meget vand du skal blande pulveret med. Hvis du ikke kan finde en vandmængde angivet på flasken, vil jeg foreslå dig at blande 50 ml (1/2 dl) vand med pulveret. Efter du har rystet blandingen godt, drikker du hele suspensionen som engangdosis. Det anbefales at tage suspensionen på tom mave mindst 1 time før eller 2 timer efter et måltid.
Ved klamydia anbefales 1g (1000 mg) som engangdosis.
Du kan læse mere om Zitromax her på apoteket.dk ved at følge nedenstående link:
http://www.apoteket.dk/Laegemidler/Medicinhaandbogen.aspx
Med venlig hilsen
Tina Myhre
Farmaceut