Spørg apoteket om infektioner og betændelse

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om infektioner og betændelse. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Locoid 0,1% til skoldkopper?

Hej

Inden jeg går igang med at lindre min piges mange skoldkopper, vil jeg lige spørge, om man må bruge locoid til hende. Eller om I kan give mig et godt råd til, hvad jeg kan bruge.. de er 9 mdr og 2 år.

Hilsen Maja

19-04-2010Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære Maja

 

Tak for dit spørgsmål om Locoid til skoldkopper.

 

Skoldkopper er en infektion med et virus, der især rammer mindre børn. 2-3 uger efter smitte opstår der først rødlige pletter, der hurtigt bliver til væskeholdige blærer. Udslættet kan klø meget voldsomt, og nogle børn kan få høj feber.

Efter nogle dage tørrer blærene ind til skorper, og der kan komme nye skoldkopper i bølger med 3-4 dages mellemrum. Alle tre stadier; pletter, blærer og skorper, kan derfor være tilstede på samme tid.

 

Skoldkopper er meget smitsomt, og barnet smitter fra ca. 3 dage før til 5 dage efter udslættet begynder, eller indtil der ikke er kommet nye blærer i 2 dage og de er tørret ind.

 

Du spørger om man må anvende Locoid til skoldkopper. Locoid indeholder binyrebarkhormon, og kan i nogle tilfælde dæmpe kløen ved skoldkopper.

Det er dog en læge, der skal tage stilling til i hver enkelt tilfælde om det er en god ide at anvende Locoid.

 

Kløen kan lindres med zink-liniment, der købes på apoteket. Zink-liniment fås både i en flydende udgave, hvor man dupper linimentet på med vat, samt i en sprayflaske hvor man blot sprayer linimentet på. Zink-liniment kan svine tøj og sengetøj til. Zink-liniment er blandt andet med til at udtørre blærerne.

 

Derudover bør man være opmærksom på at anvende lunkent vand ved bad, da varmt vand kan forværre kløen.

Man skal også være opmærksom på, at barnet så vidt muligt ikke kradser i skoldkopperne, da der kan gå betændelse i dem.

 

Men det er lægen, der skal vurdere om skoldkopperne klør så meget, at der bør anvendes Locoid.

 

 

Med venlig hilsen

 

Rikke Mumm Nielsen

Farmaceut 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.