Spørg apoteket om love og priser

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om love og priser. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Håndkøbsmedicin fra Sverige.

Kære Panel.

Min ven og jeg har haft en debat omkring håndkøbsmedincin fra Sverige. Vi har meget svært ved at gennemskue, om man må tage håndskøbsmedicin fra Sverige med ind i Danmark? Min ven er bosat i Sverige og har sendt noget håndkøbsmedicin med posten, til mig som ikke kan fås i Danmark. Han er desværre gået hen og blevet bange for, at han har gjort noget ulovligt. Hvordan er reglerne på dette område?

Hilsen Line

07-04-2009Svar fra: Susanne Aggerholm 

Kære Line

Tak for dit spørgsmål!

Der findes en bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler ved indrejse i Danmark. Privatpersoner kan til personligt brug medbringe lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse til sygdomsforebyggelse eller behandling.

 

Man kan ligeledes som privatperson lovligt indføre lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse pr. post så længe, der er tale om lægemidler til personligt brug.

 

Kort sagt er det ulovligt, når din ven fremsender håndkøbslægemidler via post, som er beregnet til dig. Fremsender du selv medicinen til din danske hjemadresse under et besøg i Sverige, er det derimod ganske lovligt.

 

Man kan, når særlige forhold taler for det, blive afkrævet dokumentation af Lægemiddelstyrelsen for, at de indførte lægemidler rent faktisk er til eget brug. En sådan dokumentation kan være en lægeerklæring, der bekræfter at pågældende person selv skal bruge midlet til sygdomsforebyggelse eller behandling. Erklæringen skal være påtegnet af kompetente myndigheder i det land, hvor lægen har autorisation.

 

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.