Spørg apoteket om love og priser

Her kan du læse spørgsmål og svar om love og priser. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Tilskud - Levaxin

Jeg har fået en udleveringstilladelse (??) på den receptpligtige medicin "Levaxin" som jeg bestiller og afhenter på Hundige Apotek Jeg kan se at jeg får 0% i tilskud - hvad er årsagen til det? (p.t. er jeg på 85% på min øvrige receptpligtige medicin).

Venlig hilsen Mona

08-10-2010Svar fra: Nora Annad 

Kære Mona,

Tak for din henvendelse.

Levaxin er et lægemiddel som ikke er registreret i Danmark og derfor skal lægen søge lægemiddelstyrelsen om en såkaldt udleveringstilladelse, så lægen kan få lov til at ordinere det til dig.

I og med at det ikke er registreret i Danmark er det dermed heller ikke et lægemiddel som er tilskudsberettiget, og derfor får du intet tilskud til det.
Men din læge har mulighed for at søge lægemiddelstyrelsen om "enkelttilskud" på Levaxin, således at det ville blive tilskudsberettiget og dermed indgå i din samlede aktuelle CTR-saldo.

Det er en mulighed jeg synes du skal snakke med din læge om.

Læs mere om enkelttilskud på apoteket.dk


Jeg håber det er svar nok på dit spørgsmål.

Med venlig hilsen  

Nora Annad
Tilskudskonsulent  

Danmarks Apotekerforening
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.