Kære spørger
Tak for dit spørgsmål.
Det er ikke altid nødvendigt med en recept, hvis man henter medicin på apoteket, til andre end sig selv. Men det er vigtigt, at al den medicin, der hentes på apoteket, havner hos den rigtige person og at den bruges korrekt. Personalet på apoteket er meget opmærksomme på den problematik.
På apoteket skelner man mellem medicin på recept og medicin uden recept. Derfor et par praktiske råd.
Hvis du køber medicin, der ikke er på recept, kan du normalt hente medicinen til hvem, der måtte have brug for det. Der er dog en aldersgrænse for køb af smertestillende midler, som f.eks. paracetamol (Pamol, Panodil, Pinex etc.), hvor man skal være over 18 år.
Medicin på recept, kan man normalt hente til en anden person, men det er vigtigt at medbringe personnummer eller sygesikringsbevis på den, der skal have medicinen.
Drejer det sig f.eks. om stærk smertestillende eller beroligende medicin på recept, kan det være nødvendigt at den, der henter medicinen, har sygesikringsbevis og/eller fuldmagt fra den, der skal bruge medicinen.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut