Spørg apoteket om mave og tarm

Camilla Lauemøller
Her kan du læse spørgsmål og svar om mave og tarm. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål, men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Afhængighed af rektale afføringsmidler

Hejsa!

Jeg har desværre gennem en årrække anvendt glyoktyl dagligt for at komme af med min afføring. Afføringen melder sig selv hver morgen, men jeg føler ikke at jeg bliver ordentlig "tømt" ved denne afføring, og bruger derfor glyoktyl efterfølgende. Jeg ved at det er blevet en rigtig kedelig vane, som jeg gerne vil ud af igen, men synes simpelthen det er så svært. Nu har jeg læst et sted at rektale aff. midler kan gøre at man ødelægger den naturlige afføringsfleks ved regelmæssig brug - og er derfor hunderæd for at jeg har ødelagt min. Kan en sådan afføringsrefleks "genoptrænes" lyder jo så mit spørgsmål? Desuden vil jeg høre om i kan anbefale et aff. middel, som er mildt og som kan hjælpe min mave i gang med at fungere selv. Jeg bruger i forvejen dagligt HUSK morgen og aften, spiser sundt, fiberrigt og får rigelig væske. Jeg har desværre bare en blokering mht. afføring - det er helst noget jeg skal have overstået om morgenen, så jeg ikke skal tænke på det resten af dagen. Kan slet ikke holde ud at være i min krop, hvis jeg ikke bliver tømt ud om morgenen. Ved at det er et mønster jeg skal have ændret - har i nogle gode råd til hvordan jeg blvier "normalt mave fungerende"?

Mvh. Tove (33 år)

09-01-2009Svar fra: Camilla Lauemøller 

Hej Tove

Tak for spørgsmålet, jeg beklager det sene svar.

Du skriver at du gennem en årrække har anvendt afføringsmidlet Glyoktyl. Glyoktyl virker blødgørende på maveindholdet samt stimulerende på slimhinden i tarmen. Som du selv nævner, er det en rigtig skidt vane at anvende et sådant stimulerende afføringsmiddel dagligt igennem længere tid. Som du ved svækkes den naturlige afføringsrefleks, når man vænner den fra at skulle fungere af sig selv.

HUSK, som er et kostfiber produkt, kan du til gengæld godt bruge dagligt. HUSK virker ved at blødgøre afføringen og samtidig styrker det tarmens evne til at transportere afføringen. Det lyder som om du i øvrigt kender til de gode råd, der findes om god og sund kost. Du spiser sundt og fiberrigt og drikker rigeligt væske. Det er mægtig vigtigt og godt, ligesom det er vigtigt at bevæge sig, da motion også er medvirkende til at tarmbevægelsen holdes naturligt i gang.

Den opgave du står overfor nu er, at du skal finde en måde at komme ud af brugen af dit daglige brug af Glyoktyl. Du er allerede rigtig godt på vej, da du har indset at det er gået hen og blevet en kedelig vane for dig at bruge Glyoktyl. Din mave fungerer rigtig fint helt af sig selv, men du har sat dig for at du vil være ”tømt for afføring”, så du, som du skriver det; ”ikke skal tænke på det resten af dagen”. Jeg ved godt at det er nemmere sagt end gjort, men du skal arbejde med ikke at tillade dig selv at lade dine afføringsvaner styre dig i så høj grad som det har været tilfældet hidtil. Hvis du synes det er en for stor opgave at stå med alene, så kan det være en god idé at kontakte din læge, så han kan støtte og rådgive dig undervejs.

Med venlig hilsen

Camilla Lauemøller

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.