Kære Jonna
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med råd om, hvordan du helt kan undgår at din mave knurrer.
Jeg kan sige dig, at det er helt normalt at have tarmlyde, der kan høres når tarmene arbejder.
Arbejdet består i at skubbe maden fra mavesækken og videre gennem tyndtarmen, tyktarmen og frem til endetarmen. Det foregår ved at dine tarme trækker sig sammen på et lille stykke. Denne sammentrækning bevæger sig som en bølge gennem hele tarmens længde. Når den ene bølge afløser den anden, har du et effektivt transportapparat, der hele tiden skubber maden fremad. Det er disse bølgebevægelser i tarmene, også kaldet peristaltik, der en gang imellem giver lyd fra sig i form af skvulpende, knurrrende og plaskende lyde.
Hvis du sidder stille, vil dine tarme skulle arbejde mere for at skubbe maden gennem systemet, fordi de ikke kan bevæge sig frit og ind imellem klemmes sammen. Du skal huske på, at tarmene ikke har stive vægge som et vandrør, men er mere at sammenligne med et slapt stykke cykleslange.
Når du står op, vil dine tarme igen kunne bevæge sig frit, men jeg kan ikke garantere, at dine tarmlyde helt forsvinder, hvis du bevæger dig efter et måltid.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut