Spørg apoteket om mave og tarm

Tina Myhre
Her kan du læse spørgsmål og svar om mave og tarm. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål, men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Påvirkning af mave

Hej Brevkasse

Jeg er en ung kvinde som er i behandling med stofskiftemedicin efter at have fået fjernet skjoldbruskkirtlen pga. cancer. Jeg får for øjeblikket tbl. etalpha, tbl. calcium basic, tbl. mablet og tbl. levaxin. Min mave er begyndt at rumle meget mere end den plejer, og jeg har fået problemer med aff. - oftere og tyndere. Er der nogen af disse præparater der kan være skyld i det? Er i dag startet på tbl. nexium for at se, om det kan afhjælpe mavesmerterne.

Mvh Julia

07-10-2009Svar fra: Tina Myhre 

Kære Julia

 

Levaxin som også sælges under navnet Eltroxin kan give diarre lignende afføring, dog er det ikke særlig ofte det ses. Det kan muligvis være bivirkninger fra dette præparat du oplever.

Etalpha indeholder D vitamin analogen, alfacalcidol. Vitaminet er nødvendigt for normal knoglemineraldannelse og spiller en vigtig rolle i regulationen af calciumkoncentrationen i blodet. Umiddelbart vil det ikke give anledning til løs afføring.

Når calcium indtages i de anbefalede doser og i forbindelse med et måltid, giver det under normale omstændigheder ikke anledning til løs afføring. Derimod kan forstoppelse dog forekomme, og personer med tarmproblemer er særligt udsatte. Indtagelse af kalk bør altid ske i forbindelse med et måltid og sammen med rigeligt væske.

Mablet, som indeholder magnesium, er en depottablet, dvs. at den afgiver sit indhold af magnesium mere langsomt end almindelige tabletter, så man derved opnår en koncentration af stoffet i blodet over længere tid. Umiddelbart vil Mablet heller ikke give anledning til løs afføring.

Calcium kan hæmme optagelse af Levaxin og disse to skal derfor helt tages forskud. Det kan måske løses ved at tage Levaxin på tom mave , som anbefalet, og calcium sammen med maden. Dog skal indtagelsen af disse 2 præparater helst forskydes med 4 timer.

Nexium virker ved at hæmme udpumpningen af mavesyre fra syreproducerende celler i maveslimhinden. Nexium kan have forskellige bivirkninger bl.a. gener fra mave-tarmkanalen som diarre eller forstoppelse, men det er jo ikke sikkert man oplever dem.

Det er altid svært at sige hvor en bivirkning stammer fra – hvis det er fra medicinen. Det er for det meste noget man prøver sig frem med ved at stoppe med et præparat efter samråd med lægen og evt. erstatte det med et andet præparat.

Jeg går ud fra at du selvfølgelig får tjekket på dine tal når du får medicin – men faktisk er løs/hyppig afføring forbundet med for højt stofskifte. Dvs. for dit vedkommende at du får for meget stofskiftemedicin. Men årsagerne kan være mange og hvis symptomerne bliver ved synes jeg du skal snakke med lægen om det.

Med venlig hilsen

Tina Myhre

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.