Kære Mikkel
Ved en forstuvning sker der et vrid i f.eks. anklen med efterfølgende skade på ledbåndene i ankelen. Herefter ses ofte en større eller mindre hævelse samt smerter ved støtte på foden. Hævelsen er tegn på, at der sker en blødning i det ødelagte væv. Det er også blødning, der er årsag til, at foden efter lidt tid bliver blå eller sort omkring hævelsen.
Når skaden er sket er det vigtigt, at gå i gang med behandlingen med det samme for at minimere forløbet. Det vigtigste er at få skaden kølet ned hurtigst mulig, da det kan mindske hævelsen, og smerterne bliver mindre. Princippet man følger kaldes RICE princippet. Det står for: Ro, Is, Compression og Elevation
Foden skal holdes i ro de første par døgn og behandlingen med is (specielle isposer, en pose frosne ærter eller lignende) fortsættes, gerne med ca. 20 min hver time i det første døgn. Compressionen består i at lægge et elastikbind om foden også når du har is på foden. Foden skal gerne holdes over hjertehøjde (elevation) f.eks. hvis du ligger ned, kan du komme et par puder under benet.
En forstuvet fod behandles medicinsk bedst med såkaldte NSAID præparater. Denne gruppe af medicin dæmper de vævsreaktioner, også kaldet inflammation, som er karakteriseret ved bl.a. hævelse og rødme. I håndkøb kan du få ibuprofen 200 mg. Handelsnavne kunne være Ipren eller Ibumetin. Doseringen er 2 tabletter 3 gange daglig i en så kort periode som mulig.
Med venlig hilsen
Tina Myhre
Farmaceut