Kære Jonna
Tak for dit spørgsmål.
Smerteplaster indeholder det man kalder et opioid, som er et stærkt smertestillende lægemiddel. Det virker ved at lægemidlet i plastret bliver absorberet gennem huden, og herefter virker i nervecellerne i rygmarven og hjernen. Smerteplaster anvendes kun til vedvarende smerter, for eksempel cancersmerter, da der går op til et par døgn før virkningen er optimal.
Det er fuldstændig korrekt, at man ikke må dele et smerteplaster, da man derved ødelægger plastret og ikke kan regne med effekten.
Der findes forskellige typer smerteplastre, der hver især findes i forskellige styrker. Dette giver netop mulighed for at lægen kan vælge at kombinere 2 forskellige styrker af et smerteplaster, hvis den ene styrke ikke virker smertestillende nok. Da smerteplastrene som nævnt findes i flere forskellige styrker, er der derfor altid mulighed for individuel dosering og smertedækning.
Et smerteplaster skal sidde på huden i 3 eller 7 dage, afhængig af mærket. Derefter skifter man til et nyt smerteplaster.
Med venlig hilsen
Rikke Nielsen
Farmaceut