Spørg apoteket om muskler, knogler og led

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om muskler, knogler og led. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Tramadol Retard HEXAL

Hej Susanne

Jeg har et spørgsmål angående smertestillende Tramadol Retard HEXAL depottabletter: Jeg tager nu 300-400mg dagligt. Hvordan trapper jeg bedst ud af dem? Hvor lang tid går der før stoffet er helt ude af kroppen?

På forhånd tak
Karina

18-05-2009Svar fra: Susanne Aggerholm 

Hej Karina

Der findes ingen fast anvisning på, hvordan man bedst trapper ud af en tramadolbehandling. Der er nemlig mange faktorer, der kan spille ind og som bør tages med i betragtning. Planer for udtrapning er derfor altid individuelle og bør altid, altid foregå i tæt dialog med den behandlende læge.

Det kommer f.eks. an på hvor lang tid, man har været i behandling med tramadol, hvilken type smerter, der er tale om, hvordan ens nyre- og lever funktion er (det er af betydning for, hvor hurtigt stoffet udskilles) og endelig, hvor afhængig man er af præparatet.

Er der tale om et kortvarigt behandlingsforløb er risikoen for at udvikle afhængighed lav, men ved længerevarende brug kan der udvikle sig tolerance samt psykisk og fysisk afhængighed. Man må derfor aldrig stoppe med tramadol fra den ene dag til den anden. Dette vil kunne give abstinenssymptomer som angst, nervøsitet, svedudbrud, svimmelhed, diarre, rysten, søvnbesvær og åndedrætsbesvær.

I et udtrapningsforløb kan det, mens man trapper ud med et præparat, være nødvendigt samtidigt at behandle med et andet præparat. Valg af alternativt præparat er en lægelig afgørelse og afhænger af, hvilken type smerter, der skal lindres. Er der tale muskelsmerter eller smerter efter en operation? Er smerterne kroniske eller af forbigående karakter?

Tramadol omsættes meget forskelligt fra individ til individ, så det er umuligt at sige, hvornår stoffet er helt ude af kroppen. Typisk holder virkningen for Tramadol Retard sig i ca. 12 timer, og den såkaldte plasmahalveringstid er ca. 6 timer dvs. at den mængde tramadol man kan måle i plasma er halveret efter 6 timer. Så fra man ophører med at indtage stoffet, vil koncentrationen altså halveres hver 6. time, men der skal mange halveringstider til, før midlet er helt ude af blodbanen. Dertil kommer at halveringstiden er meget længere, hvis personen er ældre eller hvis personen har nedsat nyre/lever-funktion.

Med venlig hilsen

Susannne Aggerholm

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.