Kære Steen
Tak for dit spørgsmål om kalk i forbindelse med kalkmangel.
Der findes mange forskellige kalkpræparater på markedet, og jeg kender ikke umiddelbart Cal-Mag-Citrat 1:1. Jeg er derfor i tvivl om, hvor mange mg kalk du får om dagen. Anbefalingen for mænd i din aldersgruppe (31-60 år) er 800 mg kalk om dagen, og naturligvis mere hvis man har fået konstateret kalkmangel.
Det er korrekt, at kroppen kun kan optage 500 mg kalk pr. indtagelse, så man bør fordele sine kalktabletter så den enkelte dosis ikke overstiger 500 mg kalk.
Du skriver ikke noget om, om dit kalkpræparat indeholder D-vitamin. D-vitamin er nemlig også vigtig for at optage kalk bedst muligt. I mange af de kalkpræparater der findes på apoteket, er der 5 mikrogram D-vitamin pr. kalktablet (der typisk indeholder 400 mg kalk). Men der findes også kalktabletter med mere D-vitamin i, da nogle mennesker har ekstra behov for D-vitamin. Da du har fået konstateret kalkmangel, kan det være en god ide at spørge din læge om dit kalkpræparat bør indeholde D-vitamin, og i givet fald hvor meget D-vitamin.
Nogle lægemidler kan øge kalk-udskillelsen gennem urinen (visse typer vanddrivende lægemidler), og hvis man får sådant et lægemiddel, så kan det være at lægen anbefaler at skifte over til et andet vanddrivende lægemiddel.
Med venlig hilsen
Rikke Nielsen