Kære Klaus
Der er som du selv antyder forskel på levertran og fiskeolie i kapsler.
Et eksempel på et levertranprodukt, som du kan finde på markedet, indeholder højtoprenset torskelevertran. Heri får man, hvis man indtager 5 ml. 2500 IE A-vitamin, svarende til 94% af den anbefalede daglige tilførsel og 240 IE D3-vitamin, svarende til 120% af den anbefalede daglige tilførsel. Derudover får man så også forskellige fedtsyrer og deri også 0,6 g DHA og 0,4 g EPA. Begge er fedtsyrer, bedre kendt som hørende til gruppen af omega-3 fedtsyrer, som menes at have en gavnlig effekt på vores hjerte og kredsløb.
På grund af det høje indhold af A- og D-vitamin, som begge er fedtopløselige vitaminer, skal man være opmærksom på at man ikke får for meget af dem, eksempelvis hvis man gennem andre kilder også får A- og D-vitamin. Man skal også være opmærksom på, at der er specielle anbefalinger til gravide og børn om mængden af indtagelse af disse 2 vitaminer.
Angående levertran, så findes der også på markedet produkter, som er renset for A- og D-vitamin, hvorved man undgår problemet med overdosering af A- og D-vitamin.
For hvad angår produkterne med fiskeolie i kapsler, så indeholder kapslerne her oprenset fiskeolier fra eksempelvis sardiner, ansjoser og makrel, som man ved har et højt indhold af omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA. Disse fiskeolier er derfor renset for indhold af A- og D-vitamin, for netop at undgå at man får for meget af disse 2 vitaminer. Fiskeolierne tager man derfor udelukkende for at få et dagligt tilskud af omega-3 fedtsyrerne.
Generelt har man dokumentation for at et dagligt indtag af fiskeolie (kapsler eller ”rigtige fisk”) kan nedsætte blodets indhold af triglycerider (farligt fedt), samt nedsætte blodtrykket en smule. Dog er man ikke helt sikker på, om det kan mindske risikoen for at dø af en hjerte- kar sygdom.
Effekten overfor leddegigt er heller ikke helt dokumenteret.
Samlet kan man derfor sige, at levertran ikke er et alternativ til fiskeoliekapslerne, hvis man ønsker at indtage høje doser af omega-3 fedtsyrer. Årsagen er den, at hvis man indtager levertran i doser der skal modsvare indholdet af omega-3 fedtsyre i kapslerne, så får man et for højt indtag af A- og D-vitaminer. Slutteligt skal det lige nævnes, at hvis man får blodfortyndende medicin, så skal man kun tage fiskeolie eller levertran i samråd med sin læge.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut