Kære Olav
Om Resium bare er rent fup eller om det virkelig kan hjælpe mod galdesten, kan jeg ikke udtale mig om. Produktet markedsføres i hvert fald hverken som et naturlægemiddel eller et lægemiddel, hvilket sagt med andre ord betyder, at der ikke kræves dokumentation for at produktet virker. Resium markedsføres som et kosttilskud, hvor der ikke stilles de samme krav, som ved lægemidler eller naturlægemidler. Der er derfor også krav om at produktet ikke må markedsføres som forebyggende eller behandlende en sygdom.
Jeg kan godt se på internettet, at Resium ofte kædes sammen med galdesten. Det er her værd at bemærke, at der ikke er videnskabelig dokumentation for at produktet virker. Der er derfor din læge, som du skal tale med om dine hyppige anfald af galdesten, og du må derfor ikke bare af dig selv prøve diverse produkter, som på den ene eller anden måde kædes sammen med galdesten.
Det er derfor vigtigt at du besøger din læge, og sammen med ham/hende får snakket om hvad du eventuelt selv kan gøre med din kost for at mindske antallet af anfald, og ikke mindst hvilke behandlingsmuligheder der findes.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut