Hej Søs
Det jern, der indgår i multivitaminer, skal ikke medregnes i det 40-50 mg daglige tilskud, som Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at tage fra 10. graviditetsuge. Dette skyldes, at uorganisk jern ikke optages optimalt, når det er i konkurrence med andre mineraler. Dette forklarer også, hvorfor uorganiske jerntilskud bør tages separat og mellem måltiderne, hvor optagelsen i kroppen er bedst.
Jernindholdet i præparater med hæmjern kan sagtens indtages i forbindelse med måltider, men jernindholdet er ofte ret lavt. Selvom hæmjern optages bedre end uorganiske jernforbindelser, skal de tages i en større dosis end angivet, for at dække behovet under graviditet. Da præparater med hæmjern er indregistreret som kosttilskud, må der kun angives en dosering på max. 27 mg dagligt.
Pt. findes der kun et produkt på markedet, der præcist indeholder de 40 mg som Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide i daglig tilførsel. Firmaet har fået dispensation til at anføre de 40 mg på pakningen uden at lade produktet indregistrere som et lægemiddel, hvilket normalt er et krav, hvis der er mere end 27 mg jern i. Dosis på 40 mg er baseret på at jerntilskuddet tages separat og mellem måltiderne, hvor absorptionen er bedst, og at der samtidig indtages C-vitamin, fx som et glas juice, for at øge optagelsen af det uorganiske jern.
En del gravide fortrækker hæmjern, da de oplever, at de får færre mavegener. Det skal dog siges, at risikoen for mavegener afhænger af, hvor stor dosis er, og at selv jerntilskud på 40-50 mg sjældent vil give anledning til bivirkninger. Har man tendens til forstoppelse, bør man huske at drikke rigeligt og skulle man få kvalme af at tage jern, kan det indtages sammen med mad, også selvom det mindsker optagelsen af uorganisk jern.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm