Kære Nynne
Mange tak for dit spørgsmål.
Først skal jeg lige være sikker på, at jeg har læst dit spørgsmål korrekt. Du tager de 2 antidepressive lægemidler Sertralin og Noritren, dertil vil du så spørge, om det er et problem, at du tager naturlægemidlet Agnus Castus og kosttilskuddet Biosoft Eplecider Eddike med tang og krom.
Generelt må jeg sige, at vi kender meget lidt til naturlægemidlernes og kosttilskuddenes mulige uheldige virkninger når de tages sammen med lægemidler. For naturlægemidlet Agnus Castus kender man ikke til uheldige bivirkninger når det tages sammen med andre lægemidler, som eksempelvis Sertralin og Noritren. Det samme gælder for den sags skyld også for kosttilskuddet Biosoft Eplecider taget sammen med Sertralin og Noritren.
Det er dog sådan, at det at man ikke kender til uheldige bivirkninger når præparaterne tages sammen, betyder egentlig bare at man ikke har undersøgt det og derfor ikke ved det. Derfor kan det sagtens vise sig at det er uheldigt at tage Sertralin og Noritren sammen med Agnus Castus og Biosoft Eplecider.
Min anbefaling vil derfor være, at du snakker med din læge om, hvorfor du gerne vil tage Agnus Castus og Biosoft Eplecider, og jeg er så sikker på at han kan hjælpe dig med at finde en anden og bedre løsning.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut