Spørg apoteket om naturlægemidler og kosttilskud

Hans Pedersen
Her kan du læse spørgsmål og svar om naturlægemidler og kosttilskud. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Omega 3-6-9

Hej Hans

Jeg tager dagligt en skefuld olie af mærket Nutridan Strong Omega 3-6-9. Jeg tager det bare fordi, jeg har hørt at det skulle være sundt i mange forskellige henseender. Jeg har det fint med at indtage det, men er nu kommet til at tænke på om det overhovedet er nødvendigt. Jeg er sund og rask, 52 år, meget sportig, ikke ryger. Jeg forsøger at spise en varieret kost og få mine 6 'grønne' pr. dag. Hvis nu det ikke er nødvendigt, kan jeg jo så spørge, kan det skade mere end det gavner? I virkeligheden kan jeg ikke mærke nogen forskel, fra før jeg begyndte at indtage det og så nu. Og jeg har indtaget det i ca. 2 år.

Hilsen
Lena

15-05-2009Svar fra: Hans Pedersen 

Kære Lena

 

Tak for dit spørgsmål.

 

Omega 3-6-9 refererer til 3 forskellige grupper fedtsyrer, som alle er gavnlige for os mennesker. Omega 3 gruppen er den vi populært kalder for fiskeolie. Fedtsyrerne i den gruppe er essentielle og har en lang række gavnlige virkninger. De er nødvendige for en optimal udvikling og funktion af centralnervesystemet, de har en beskyttende effekt mod udviklingen af hjertekar lidelser, de virker dæmpende på betædelses reaktioner som f.eks. gigt og har også en positiv virkning mod depression. Omega-3 findes i rige mængder specielt i fed fisk som laks og makrel. Hvis du spiser fed fisk flere gange om ugen skulle dit behov for Omega 3 fedtsyrer være dækket.

 

Fedtsyrerne i Omega 6 gruppen er også essentielle og findes i mange forskellige fødevare. De findes bl.a. kornprodukter, æg, fjerkræ og vegetabilsk olie. De har en stor betydning for et optimalt fungerende immunforsvar og specielt er samspillet med Omega 3 fedtsyrerne centralt.

 

Omega 9 fedtsyrerne kan kroppen selv danne. De findes bl.a. i oliven olie. De har en forbyggende virkning mod udviklingen af åreforkalkning og mindsker risikoen for slagtilfælde.

 

Der sker ikke noget ved at du indtager en skefuld Nutridan Strong Omega 3-6-9 hver dag. Men hvis du som du siger, spiser varieret dvs. også spiser fed fisk skulle dit behov for Omega 3-6-9 være dækket.

 

Med venlig hilsen

Hans Pedersen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.