Kære Grethe
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan tilslutte mig svaret, som du henviser til.
Der er ikke noget i den litteratur, jeg normalt benytter, der sandsynliggør at Green Oil skulle hjælpe specielt på din mundtørhed. På den anden side vil jeg heller ikke fraråde dig at prøve. Det kunne f.eks. foregå ved, at du køber Green Oil til en måneds forbrug. Har det ikke hjulpet når glasset er tomt, så nytter det ikke at fortsætte med dette kosttilskud.
Mundtørhed er en gene, der ofte forekommer i forbindelse med kvindens overgangsalder. Samtidig bliver slimhinderne i underlivet tørre og dermed mindre modstandsdygtige overfor irritation.
Hovedårsagen er at hormonproduktionen helt eller delvis ophører. Derfor behandles kvinder i overgangsalderen ofte med hormoner, som erstatning for den naturlige produktion. Det virker, men det er et valg jeg vil overlade til dig og din egen læge, for at afveje bivirkninger og risici, mod en forbedret livskvalitet.
For en god ordens skyld vil jeg nævne, at mundtørhed er en bivirkning af mange former for medicin. Det hører også med til billedet, at det bliver vigtigere at drikke rigeligt med vand, jo ældre man bliver.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut