Kære Lone
Vitaminer er et næringsstof, der er livsnødvendigt i små mængder for kroppens normale funktioner. Så det klassiske vitamin skal tilføres udefra – dog kan vi f.eks. godt selv producere en del vitamin D i huden.
Som udgangspunkt kan vi ved at spise sundt og varieret få dækket vores behov for vitaminer og mineraler. Myndighederne har gennem mange år opstillet retningslinjer for, hvornår det kan være på sin plads at tage et tilskud af vitaminer og mineraler. Generelt tager disse anbefalinger udgangspunkt i at skulle forebygge mangeltilstande. Herhjemme kaldes anbefalingerne ADT (anbefalet daglig tilførsel). Det anbefalede indtag for et vitamin eller mineral er ikke et absolut mål for, hvad man bør have hver eneste dag. Det er kun retningslinier for, hvor meget af næringsstoffet som er passende for et sundt helbred. Der er også indbygget en sikkerhedsmargen i værdierne, bl.a. for at tage hensyn til de individuelle forskelle i behovet blandt os.
Efter 1 årsalderen vil behovet for vitaminer og mineraler stort set blive dækket af en alsidig kost, som opfylder de almindelige kostråd. Vi kender dog nok alle sammen til perioder, hvor det kan være vanskeligt at få de små til at spise bestemte fødevare eller de spiser mindre end normalt. Her vil et vitamin/mineral tilskud med doser, som er afstemt til børnebrug sikre en tilførsel af tilstrækkeligt vitamin og mineral. Sådanne tilskud fås med forskellig smag som tyggetabletter, hvilket kan være en hjælp til at få barnet til at tage præparatet.
Børn som slet ikke spiser mejeriprodukter, som ost og mælk bør tage et tilskud af kalcium (kalk) i størrelsesordnen 500 mg om dagen i aldresgruppen 1-9 år. De fleste kalkprodukter vil indeholde vitamin D, da vitamin D fremmer optagelsen af kalk fra tarmen.
Med hensyn til vitamin D er den anbefalede daglige tilførsel 10 mikrogram daglig for børn i alderen 1-10 år.
Hvis din datter har fået 1 vitamintablet til børn samt 2 Unikalk Kids tyggetabletter til børn har hun i alt fået ca. 20 mikrogram tilført med tabletterne dvs. dobbelt så meget som ADT, og det er ikke noget jeg vil bekymret mig særlig meget om, hvis jeg var dig. Det har ikke skadet hende på nogen måder. Der skal en del mere til for at komme til at opleve symptomer på overdosering. Hvis din datter ikke får nogen mælkeprodukter, synes jeg det er fint at suppler med 1 kalktablet daglig sammen med den almindelige børnevitamintablet. Man skal dog være opmærksom på at vitamin D også er at finde i f.eks fiskeoliepræparater og levertran.
Vitamin D er fedtopløselig og deponeres i kroppen og derfor skal man som tommelfinger regel være varsomt med at få for meget tilført daglig. Hertil skal dog siges, at undersøgelser peger på at vi generelt har for lavt vitamin D niveau i kroppen især om vinteren, hvor vi ikke får så meget sol.
Med venlig hilsen
Tina Myhre
Farmaceut