Spørg apoteket om naturlægemidler og kosttilskud

Kai Bylling
Her kan du læse spørgsmål og svar om naturlægemidler og kosttilskud. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Æbleedike, kosttilskud til vægttab

Hej!!

Jeg har bestil noget på nettet der hedder æbleedike (Eplecider eddik) Det er et kosttilskud, som bl.a. kan medvirke, at man taber lidt vægt, fordi det fjerner trængen til søde sager. Min mor er bekymret, fordi hun har hørt om så meget af sådan noget, som er skadeligt for kroppen. Jeg vil derfor gerne høre, om der er noget skadeligt ved dette produkt? Der står det er baseret på naturens egne råvarer, og jeg tror ikke det gør noget, at man tager dem, men vil gerne være på den sikre side. (Norsk) Ingredienser: Kelp/tang (ascophyllum nodosum) Eplecidereddik, inulin, tabletthjelpestoffer (gelatin, dikalsiumfosfat, magnesuimsalter av fettsyrer, trikalsiumfosfat) krompikolinat.

Med venlig hilsen
Ditte

31-03-2009Svar fra: Kai Bylling 

Kære Ditte

Tak for dit spørgsmål

Der er ikke deklareret mængder af de forskellige indholdsstoffer, men umiddelbart ser indholdsstofferne uskyldige ud. Det er selvfølgelig under forudsætning af, at indholdet svarer til deklarationen.

Kelp/Tang kan indeholde jod, der hos nogle mennesker giver en overfølsomhedsreaktion. Æblecidereddiken er Æblecider, hvor alkoholen er omdannet til eddike. Inulin er et sukkerstof, der angiveligt kan have en stabiliserende effekt på blodsukkeret. Krompicolinat indeholder metallet krom, der påstås at have en effekt på trangen til søde sager, men uden mængdeangivelse, kan jeg ikke kommentere yderligere på det.

Når der er tale om et kosttilskudsprodukt, der er købt via nettet i udlandet, er det svært at vurdere lødigheden af den information du kan læse på firmaets hjemmeside. Hvis kosttilskuddet er købt i Danmark, kontrollerer myndighederne, om firmaet overholder forbuddet mod at reklamere for virkning mod sygdomme. Der er også en vis kontrol af, om produktet er uskadeligt og om deklarationen er i overensstemmelse med det faktiske indhold.

Det eneste du kan, i forbindelse med et køb på Nettet, er altså at afgøre, om du har tillid til firmaets oplysninger eller ej. Der kan jo være en grund til, at firmaet markedsfører sine produkter på Nettet og ikke i detailhandelen. Er du i tvivl, så prøv om ikke der findes et tilsvarende produkt, der er godkendt i Danmark. Spørg på dit lokale apotek, eller hvor du ellers plejer at købe kosttilskud.

Venlig hilsen

Kai Bylling

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.