Kære Lau
Svaret er ikke helt enkelt. Når vi taler om rå hvidløg kan indholdet af forskellige stoffer variere en del afhængig af sort, dyrkningsforhold, høsttidspunkt og friskhed. Hvidløgspulver findes i standardiserede udgaver dvs. at man måler på forskellige indholdsstoffer og sikrer, at disse er inden for et fastsat niveau. I den tørrede udgave vil en del af stofferne findes i en større koncentration end i den rå udgave, mens andre stoffer slet ikke findes i den tørrede udgave.
Hvidløg indeholder alliin, som omdannes til allicin og senere til forskellige svovlholdige forbindelser, når det det knuses. Hvidløgspræparaterne er ofte standardiseret efter indholdet af alliin eller allicin, men i farmakologisk sammenhæng er det allicin og omdannelsesprodukterne af dette, der er ansvarlige for virkningen.
Der er ingen tvivl om, at man ved indtagelse af friske hvidløg sikrer sig alle de aktive forbindelser, der findes i hvidløget; også dem, der ellers bliver hurtigt nedbrudt. Til gengæld kan indholdet altså variere temmelig meget fra hvidløg til hvidløg.
Indtager man rå hvidløg skal der ret store mængder til, hvis man opnå de samme mængder allicin, som dem der fås i standardiserede naturlægemidler. Alliin-indholdet i frisk hvidløg angives til mellem 0,05 og 0,5 mg pr. 100 mg og 1 mg alliin omdannes til 0,45 mg allicin. Så kan du selv lave regnestykket mht. hvor mange hvidløg, der skal tages dagligt for at opveje indholdet i de hvidløgspiller, du plejer at bruge.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm
Læs mere om hvidløg