Spørg apoteket om naturlægemidler og kosttilskud

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om naturlægemidler og kosttilskud. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Fortodol

Hej Kan læse at der i 2009 var advarsler mod Fortodol. Gælder de stadig? Har købt midlet i 2011. Og kan I fortælle mig hvilken virkning midlet har? Med venlig hilsen Lotte Eskesen

01-01-0001Svar fra: Susanne Aggerholm 

Årsagen til, at der i 2009 blev udsendt advarsler om brugen af Fortodol, var, at der var et ikke-deklareret indhold af stoffet nimesulid i nogle af pakningerne. Nimesulid er stof, der i værste fald forårsager leverskader.  

 

Ifølge firmaet var årsagen sandsynligvis, at et parti af råvarer fra Indien var forurenet med nimesulid. Firmaet har siden da skiftet råvareleverandør. Endvidere foregår produktionen nu i Sverige og efter GMP-reglerne (Good Manufacturing Practice), der sikrer at produktionen foregår under forsvarlige forhold. På firmaets hjemmeside kan man endvidere læse, at alle råvarer nu analyseres for indhold (HPLC), tungmetaller, mikrobiologi samt nimesulid. Den nye Fortadol kaldes Fortadol S, så hvis det er den, du har købt, kan du roligt indtage den.

 

Fortadol S indeholder gurkemeje og er indregistret som et kosttilskud. Kosttilskud adskiller sig fra naturlægemidler ved ikke at være lægemidler. Man må derfor ikke love en virkning eller love at det kan helbrede bestemte sygdomme. Kosttilskud er som ordet siger, alene et supplement til den daglige kost. Jeg kan derfor ikke fortælle dig noget om Fortadols virkning.

 

Du kan læse mere om naturlægemidler og kosttilskud i følgende brochure

http://www.apoteket.dk/sitecore%20modules/web/pt.ebook/html/book.htm?xmlurl=/Aktuelt/Apotekets brochurer/Brochurer om medicinsk behandling/Naturlaegemidler.aspx

 

 

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm, farmaceut

 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.