Kære Claus
Der er kommet meget mere fokus på benzodiazepinafhænginghed i de år (ja, det tog godt nok lang tid), og 1 juli 2008 trådte vejledning om afhængighedsskabende lægemidler i kraft.
Dette har betydet, at der nu, i langt større udstrækning end tidligere, udarbejdes aftrapniningplaner, for folk, som dig, der er blevet af benzodiazepiner og/ eller anden vanedannende medicin. Det er noget, der tager virkelig lang tid, og man skal ikke forsøge selv. Der er stor risiko for meget alvorlige bivirkninger og abstinenser, da kroppen er afhængig af stoffet og reagerer voldsomt, når/hvis stoffet fjernes. Det er almindeligt, i den forbindelse, at opleve søvnløshed, rastløshed, rysten, hovedpine og appetitløshed, men alvorligere bivirkninger som f.eks. stort blodtryksfald og krampeanfald og tilstande, hvor man er konfus og delirøs (skarp nedgang i tænkeevne og opfattelsesevne, manglende forståelse for sammenhænge, nedsat sprogopfattelse, hukommelsesproblemer, osv.). Der skal derfor en læge med i billedet, så man løbende kan få vurderet, om det går som det skal, om der er bivirkninger/abstinenser i aftrapningen.
Du skal naturligvis ikke give op, men bør opsøge din egen læge og bede ham/hende om at hjælpe dig med en plan.
Der er udarbejdet pjecer, både til behandlere og til patienter, om dette. Disse kan fås ved at klikke på www.irf.dk
Derefter klikker du på publikationer og derefter vejledninger.
Jeg kan ikke svare dig på, hvorfor testen var positiv for opioider, men det er i hvert fald ikke omdannelse af benzodiazepin til opioid. Sådan foregår metabolismen af benzodiazepiner ikke. Jeg har dog læst (i Politikken,) om en test for opioid, der er så præcis, at man testes positiv efter at have spist, bare to rundstykker med birkes (som jo er frø af valmuen, som indeholder opioider). Kunne det være forklaringen?
Held og lykke med nedtrapningsplanen!
Venlig hilsen
Mia Karlsen