Spørg apoteket om psysiske lidelser

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om psykiske lidelser. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Humørsvingninger

Hej Susanne

Jeg har i fobindelse med teenageår, graviditeter og især efter graviditeter oplevet voldsomme humørsvingninger, der til tider har kunnet betegnes som lettere depresioner. Jeg har tidligere fået lykkepiller, de havde en gavnlig effekt men det kunne også mærkes jeg stoppede. Efter min sidste graviditet (1½ år) har jeg nu haft humørsvingninger tenderende til depression omkring min menstruation (har kun haft menstruation i 3/4 år) Efter min første graviditet tog jeg cipramil og p-piller, efter min anden graviditet tog jeg kun p-piller, men ydre omstændigheder hjalp mig med at holde humøret oppe. Her efter 3. graviditet fik jeg af lægen en recept på p-piller og en på lykkepiller, men har ikke lyst til at indløse nogen af dem. P-piller har tidligere udløst depression og giver mig ifølge min mand manglende sexlyst og lykkepiller har jeg ikke lyst til at tage resten af mit liv, men er bange for at jeg ikke kan stoppe igen hvis jeg begynder. Er der andre måder jeg kan styre mine hormonelle humørsvingninger(der findes ingen umiddelbare ydre omstændigheder). Jeg er 34 år og vel ikke i overgangsalderen. Af prævention tiltaler hormonspiral mig, men bange for bivirkningerne der. Men indtil videre virker kondomer fint.

Hilsen Ninna

17-06-2010Svar fra: Susanne Aggerholm 

Kære Ninna

Depression og humørforstyrrelser er almindeligt forekommende bivirkninger ved brug af p-piller dvs. at 1-10 ud af 100 kvinder oplever dette. Har man først en depression kan brug af p-piller forværre den. Jeg forstår derfor godt din bekymring for at skulle starte på både p-piller og lykkepiller.

Taler vi prævention findes alternative løsninger som f.eks. brug af kondomer eller sterilisation, hvis man har fået de børn, man ønsker.  At en hormonspiral tiltaler dig som præventionsmiddel er forståeligt. Den nedsætter ofte blødningsfrekvensen og man skal ikke huske på at beskytte sig eller dagligt at tage en p-pille. Risikoen for af få en depression og nedsat libido svarer dog til den, der er ved brug af p-piller, mens risikoen for humørsvingninger er mindre.

Hvis man en gang har haft en depression, er der stor risiko for at få tilbagefald. Derfor bør man, tage antidepressiv medicin i 1-2 år efter at symptomerne er forsvundet. Får man tilbagefald kan det være nødvendigt at tage medicinen forebyggende resten af livet.

Hvis din læge har skønnet at din depressive tilstand kræver medicinsk behandling, vil jeg nødigt sige, at du skal lade være med at tage medicinen. Er der tale om lettere tilstande menes det, at lys og motion også har en gavnligt effekt. Det samme gælder samtaleterapi.

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.