Kære spørger!
Tak for dit spørgsmål om Seroplex og Akarin. Jeg forstår godt dit forbehold overfor at skifte fra Seroplex til Akarin, når du har det godt med Seroplex.
Seroplex og Akarin tilhører begge den lægemiddelgruppe, der kaldes SSRI (selektive serotonin-genoptagshæmmere).
Vi har alle sammen et stof i hjernen, der hedder serotonin. Serotonin har stor betydning for blandt andet vores humør og udvikling af angst og depression. Hvis vi mangler serotonin i hjernen, er der risiko for at udvikle angst og depression.
Lægemidlerne Seroplex og Akarin er begge to med til at sørge for at der er mere serotonin i hjernen. Begge lægemidler tilhører altså samme lægemiddelgruppe og virker på helt samme måde.
Grunden til at din læge har givet dig Akarin er, at man har flere tusinde data på, hvilke lægemidler mod angst og depression, man må anvende under graviditet. Akarin har ikke vist nogle uønskede fosterpåvirkninger, og man anbefaler derfor dette lægemiddel mod angst og depression, under graviditet. Derimod har man ikke tilstrækkelige data på Seroplex, til at kunne anbefale eller fraråde dette under en graviditet. Det er altså af sikkerhedsmæssige grunde, at din læge har givet dig Akarin.
Du spørger om du vil få det ligeså godt med Akarin, som du har med Seroplex. Da begge lægemidler virker på samme måde; altså øger mængden af serotonin i hjernen, er der god sandsynlighed for at du vil få det ligeså godt med Akarin. Jeg vil derfor anbefale dig at følge lægens råd om at skifte til Akarin.
Held og lykke med den kommende graviditet.
Med venlig hilsen
Rikke Nielsen