Kære Grethe
Melatonin er et naturligt forekommende søvnregulerende hormon. Det medvirker i koordineringen af kroppens søvncyklus, ved at påvirke celler i bestemte områder af hjernen. Niveauet af melatonin i blodet øges normalt efter mørkets frembrud og topper midt på natten for at fremme søvnen. Jo ældre vi bliver, desto dårligere bliver vi til selv at producere melatonin og dette kan føre til søvnproblemer. Indtager man melatonintabletter øges niveauet af melatonin i blodet og dette kan hjælpe personer til lettere at falde i søvn og ”sove igennem” og derved opnå en bedre søvnkvalitet.
Det er lidt af en påstand, at Melatonin er et nyt sovemiddel. Man har nemlig i flere år kunnet købe apoteksfremstillede tabletter i en styrke på 3 mg. Tabletterne har primært været anvendt til behandling af personer med udtalt jetlag eller til personer med et unormalt søvnmønster. Det nye er, at der nu er lanceret en såkaldt depottablet på 2 mg, hvor melatoninet langsomt frigives til kroppen i små mængder og over flere timer. Dette efterligner den naturlige produktion af melatonin i kroppen.
Melatonintabletter er godkendt til korttidsbehandling af patienter over 55 år, der har svært ved at falde i søvn eller blive ved med at sove eller som har haft dårlig søvnkvalitet i mindst 1 måned. Inden behandling med melatonin, skal det udelukkes at den dårlige søvnkvalitet ikke skyldes medicinske, psykologiske eller miljømæssige årsager. Man må således heller ikke være i behandling med andre former for sovemedicin som f.eks. diazepam.
Som med alle andre lægemidler er der også bivirkninger ved melatonintabletter. Bivirkningerne er sjældne, hvilket betyder at de ses hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter. Bivirkningerne er irritabilitet, nervøsitet, rastløshed, søvnløshed, abnorme drømme, migræne, psykomotorisk hyperaktivitet (rastløshed i forbindelse med øget aktivitet), svimmelhed, somnolens (døsighed), mavepine, forstoppelse, mundtørhed, hyperbilirubinæmi (forhøjede niveauer i blodet af bilirubin som er et nedbrydningsprodukt fra røde blodlegemer, og som kan medføre, at huden og det hvide i øjnene bliver farvet gul), hyperhidrose (kraftig svedproduktion), asteni (følelse af svaghed) samt vægtforøgelse. Så garanteret bivirkningsfri er melatonin altså ikke, selvom bivirkningerne sjældent forekommende. I Danmark udleveres melatonintabletter kun efter recept, så du bliver nødt til at tale med din læge først.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm