Kære spørger
Tak for dit spørgsmål.
Der er, mig bekendt, ikke lavet ordentlige sundhedsfaglige undersøgelser, der viser om røgen fra El-cigaretter er uskadelig. Derfor kan jeg heller ikke afvise, at røgen kan være skadelig.
I El-cigaretten sker der en fordampning og en ufuldstændig forbrænding, ved hjælp af en glødetråd. Foruden nikotin, kan der være hjælpestoffer i de patroner, der hører til El-cigaretterne, som f.eks. aromastoffer og andre kemiske forbindelser, f.eks. propylenglycol. En ufuldstændig forbrænding kan betyde, at hjælpestofferne omdannes til en skadelig røg, som f.eks. fra en cigaret eller fra et havebål, der mest består af gløder og røg.
El-cigaretter med nikotin er ikke godkendt til salg i Danmark. Nikotinprodukter betragtes som lægemidler og dermed kræves der en godkendelse fra Lægemiddelstyrelsen, før det er lovligt at sælge dem. Kravet om godkendelse, må ses som en forbrugerbeskyttelse.
De nikotinprodukter, der kan købes på apotekerne og i andre detailbutikker, er derimod godkendt som lægemidler.
Med mange års erfaring som instruktør på rygestopkurser, kan jeg tilføje at alle former for nikotinprodukter kun er en støtte, til den beslutsomhed og stædighed, der skal til for at gennemføre et rygestop. De kan lindre de ubehag der optræder, men kan ikke erstatte viljen til at holde fast på beslutningen.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut og Rygestopinstruktør