Kære Tanja!
Tak for dine spørgsmål om rygning. Jeg vil besvare dine spørgsmål i den rækkefølge de er stillet.
1. Du spørger om man er fast ryger hvis man for eksempel ryger 3 smøger i træk og så ikke ryger de følgende dage. Med ordet ”fast ryger” forstår jeg, at man er afhængig af at ryge.
Det er meget individuelt, hvornår den enkelte person bliver fast ryger/ afhængig af at ryge. Men hvis man føler en rygetrang, så det fordi at hjernen ”skriger” efter nikotin da den er vant til at få nikotin, og så er man afhængig af at ryge.
2. Når man ryger en smøg, kommer nikotinen op i hjernen og kort tid efter føler man sig afslappet, glad, positiv og måske endda får et lille kick ud af det. Så det er fuldstændig korrekt, at når man føler sig afslappet efter en smøg, så er det fordi at nikotinen er kommet op i hjernen/ hjernen er blevet ”nikotinmættet”.
Det modsatte opleves netop når det er et stykke tid siden sidste smøg; man føler en rygetrang og man bliver måske lettere irritabel. Det er fordi, at hjernen som nævnt ”skriger” efter nikotin.
3. Med hensyn til om det er bedst at ryge eller ikke at ryge under stress, så er det vigtigt at huske på at et rygestop eller afholdelse fra at ryge, også kan stresse kroppen. Hvis man er stresset, må man derfor gøre op med sig selv, om det er det rigtige tidspunkt for et rygestop eller om man bør vente lidt. Det kan dog være en god ide at være opmærksom på, ikke at øge antallet af smøger.
Dette er et generelt svar, da det er meget forskelligt fra person til person, om man ønsker at ryge under en stress-periode.
Jeg kan ikke helt læse ud af dit brev, om du påtænker at stoppe med at ryge. I givet fald kan dit apotek hjælpe dig med at komme i gang, udlevere nogle brochurer om rygestop og måske tilbyde dig et rygestopkursus. Læs mere om rygestop her.
Held og lykke med et eventuelt rygestop.
Med venlig hilsen
Rikke Nielsen