Spørg apoteket om rygestop og rygning

Kai Bylling
Her kan du læse spørgsmål og svar om rygestop og rygning. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Kolesterol, vægt, rygning og livsstil....og lægens råd

Hej Kai

Efter 25 år som artig ryger, har jeg nu i 4 måneder været røgfri - godt hjulpet af et nikotin-præparat. 6 måneder før jeg stoppede med at ryge var mine kolesterol-tal 6.0/1.1/3.8/2.5(hhv Samlet, HDL, LDL og Trigl.). Efter godt 3 ugers som ikke-ryger var det steget til 6.6/1.0/4.2/3.1 og idag har jeg så fået svar på en nylig prøve, der gav tallene 7.1/1.2/3.8/4.4 og min vægt er steget med 7,5 kilo.

Nu vil min læge sætte mig på Simvastatin og det er jeg meget ked af. Jeg synes jo selv at fordelingen mellem LDL og HDL er forbedret, dog uden at mine kolesterol-tal er i orden, men en rygeafvænningsperiode kan vel næppe være uden målbare omkostninger - ihvertfald i forhold til vægten.

Der bliver jo skreget op om at rygning er farligt og blandt andet også at rygning forhøjer kolesterol-tallet. Jeg mærker ikke helt fordelen på dette område og er det et faktum eller blot en påstand, at rygning skulle påvirke kolesterol-tallet negativt?

Jeg skal nu til at vælge om jeg vil begynde at ryge igen. Jeg vil straks tabe mig og mine kolesterol-tal må så logisk nok så blive lavere - ELLER skal jeg leve som en mave-sur, simvastatin-medicineret, overvægtig eks-ryger.......? Der er ingen tvivl om at motion og kostændring ville kunne hjælpe på mine tal, men jeg har rent faktisk ikke oplevet ret mange fordele ved at stoppe med at ryge.........tværtimod er det nærmest blevet livstruende at stoppe.

Har brug for et råd.......et godt råd

Venlig hilsen Søren

23-12-2009Svar fra: Kai Bylling 

Kære Søren

Tak for dit spørgsmål.

 

Det gode råd du beder om, er meget kort: ”Hold ud!!”

Din reaktion er normal og forståelig. Du er midt i en fase af rygestoppet, der er afgørende for, om du kan holde ved din beslutning, om at være røgfri  i resten af dit liv.

I de snart 15 år jeg har holdt rygestopkurser, har jeg oplevet at de fleste eks-storrygere har haft en periode efter rygestoppet, hvor de prøver at finde en undskyldning overfor dem selv, for at de er nødt til at falde tilbage til rygningen. Det har givet nogle, undskyld udtrykket, forrygende diskussioner, når jeg har sagt det direkte til kursisterne. Derfor tror jeg, at jeg har ret i mit postulat. Udgangspunktet for den diskussion, er taget i de psykiske og de fysiske abstinenser. Kroppen mangler stadig nikotinen og du har stadig tanker om rygning, som en del af din hverdag. Tænk f.eks. på hvor mange sug, der er i en cigaret. Hver eneste gang du tog sådan et sug, blev du bekræftet i, at det er godt at ryge.

Nikotinens virkning kan, groft sagt, sammenlignes med en kombination af ”stesolid og metadon”; forstået på den måde, at man tænder en smøg, både når der er brug for afslapning og når der er brug for en opstrammer.

 

Det tilkommer ikke mig at rådgive dig, om din kolesterolstatus og risikoen for hjerte-kredsløbsproblemer, men du fokuserer meget på dine stigende kolesteroltal.

Det er et faktum, at rygestoppet har fjernet mange andre risikofaktorer. F.eks. er din lungestatus forbedret og dit hjerte skal ikke arbejde så hårdt, for at sørge for iltning af kroppens celler. Dermed er hele din krops modstandskraft øget væsentligt og din grundkondition forbedret. Desuden får du ikke mere tilført benzen, fenoler, tjære, tungmetaller, acetone og andre af de ca. 4000 skadelige stoffer, der findes i røgen.

 

Prøv at tage en snak med din læge om en risikovurdering, set udfra den sundhedsgevinst du, har fået ved dit rygestop og den øgede risiko, der ligger i dit forhøjede kolesteroltal og din vægtstigning. Det kunne jo være at kolesterolmedicinen kun var nødvendig i en kort periode.

 

Held og lykke med dit rygestop, også efter nytårsaften.

 

Venlig hilsen

Kai Bylling

Farmaceut og rygestopinstruktør

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.