Spørg apoteket om rygestop og rygning

Kai Bylling
Her kan du læse spørgsmål og svar om rygestop og rygning. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Rygejakke

Hej Kai

Ved du hvor jeg kan få fat i denne specielle rygejakke, der opfanger partiklerne? Vi har lige fået konstateret astma hos vores 9 mdr gamle dreng, og min kæreste ryger. Vi vil derfor gerne have fat i denne jakke, han kan bruge udenfor:-) Venlig Hilsen Trine

11-12-2008Svar fra: Kai Bylling 

Kære Trine

Tak for dit spørgsmål.

Det drejer sig om en ganske almindelig tynd nylonjakke uden for. Den er ikke behandlet på nogen måde og kan købes i tøjbutikker og sportsforretninger.

Valget af denne type jakke er baseret på, at den skal være glat i overfladen og let at vaske. En almindelig regnjakke kunne også være en mulighed.

For at sikre sig, at der ikke kommer røgpartikler ind i huset, skal rygejakken hænge for sig selv i et vindfang, på en terasse, i en entré eller i et bryggers, klar til brug når der skal ryges udenfor. Den må således aldrig komme ind i husets øvrige rum og i nærheden af børnene.

Jeg har talt med sygeplejerske Karin Bundgaard på Kolding sygehus, børneafdelingen, der har lanceret begrebet ”Rygejakke”. Projektet blev omtalt i TV2 Syd.

Idéen med projektet er at de forældre der ryger, ikke skal slæbe røgpatikler ind på afdelingen. Derfor har man købt disse jakker, som de rygende forældre kan tage på, når de går ud og ryger. Inden de kommer tilbage til afdeligen, hænger de jakken i en garderobe. Efter besøget bliver jakken vasket og lagt I en pose til den næste ryger.

Venlig hilsen

Kai Bylling

Farmaceut og rygestopinstruktør

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.