Kære Jens
Lad mig starte med at sige til dig, at det er meget normalt at man skal prøve en 3-4 gange med rygestop før det lykkes, så der er du allerede godt på vej. Det som næsten er det mest vigtige ved rygestop er motivationen. Hvorfor vil du gerne stoppe med at ryge? Her lader det også til, at du har tænkt det igennem. Du skriver økonomien, og så det at du synes at det lugter grimt. Det du kunne gøre for at øge din motivation på de punkter du nævner her, er eksempelvis at lægge kr. 200,- i en sparegris hver uge. Det svarer vel ca. til hvad det koster dig at ryge om ugen. På den måde kan du fysisk se, at du bliver rigere af ikke at ryge. Du kunne så spare pengene sammen og købe noget, som du i lang tid gerne har villet have, men ikke har haft råd til.
Du skriver at du har brugt nikotintyggegummi, men uden succes. Dog skriver du ikke, hvad det var der ikke var godt ved tyggegummiet. Det du skal være klar over, er at de forskellige nikotinpræparater der findes, kun hjælper dig med at stille nikotintrangen, specielle rygevaner skal du selv arbejde med. Hvis du ikke følte at nikotintyggegummiet stillede dig rygetrang, så kan det da bestemt være en ide for dig at prøve med Zonnic mundspray. Med 1 spray mellem tænder og kind, får du nikotin svarende til 1 cigaret. Virkningen kommer hurtigere end med tyggegummiet, og det kunne måske være en hjælp til dig. Den normale dosering for mundsprayen er 8-12 spray pr. dag.
Når man stopper med at ryge, sker der normalt det, at ens stofskifte falder, og at man derfor tage nogle kilo på. Det er dog meget individuelt hvor meget. Så du vil formodentlig også tage på, når du stopper.
Sidst vil jeg give dig det råd, at du skal huske at planlægge din næste rygestopdag nøje. Det skal næsten være helt rituelt, dvs. smide alle cigaretter og askebæger ud, gøre bilen ren, vaske gardiner og sidst men ikke mindst planlægge hvordan du vil lave ”rod i røgen” dvs. undgå dine vanecigaretter.
Held og lykke på dit nye røgfrie liv
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut