Kære spørger!
Tak for dit spørgsmål om produktet nikostop. Jeg kendte ikke umiddelbart nikostop, og har derfor været inde at læse om det på firmaets hjemmeside.
Firmaet skriver at nikostop fjerner op til 40% tjære og 1% nikotin fra cigaretterne. Firmaet skriver også, at anbefalet brug er 3-5 cigaretter pr. filter, hvorefter filteret skiftes.
Du skriver ikke, om det er for at nedsætte indtaget af nikotin, tjære eller begge dele, at du anvender filteret.
Hvis det er for at nedsætte indtaget af nikotin, så fjerner filteret ifølge firmaet kun 1% af nikotinen, hvilket er ingenting da du stadig får 99% af nikotinen.
Hvis du anvender filteret for at nedsætte indtaget af tjære, så fjerner filteret ifølge firmaet altså op til 40% af tjæren. Dette betyder jo omvendt, at du stadig vil få ca. 60% af tjærestofferne ind i kroppen.
Man ved at tjære kan være kræftfremkaldende, og det er selvfølgelig fint at få fjernet op til 40% af tjæren, men der vil altså stadig være en del tilbage der kan skade dine lunger og din krop. Man ved jo desværre ikke hvor lidt eller hvor meget tjære, der skal til for at øge risikoen for sygdom. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor lidt eller hvor meget tjære der skal til for at skade den enkelte person.
En anden ting, som man skal tænke på ved sådan et filter er, at der i en cigaret er ca. 4000 forskellige stoffer, hvoraf en stor del af dem anses for særligt skadelige.
Ifølge firmaet for nikostop fjerner filteret nikotin samt tjære, men altså ikke de andre ligeså skadelige stoffer.
Du kan nok fornemme, at jeg ikke er vildt begejstret for nikostop, da der er risiko for en falsk tryghed, da det altså ikke fjerner alle de andre skadelige stoffer og altså kun fjerner op til 40% af tjæren.
Hvis man gerne helt vil undgå tobakkens skadelige stoffer, men ikke ønsker et rygestop, kan man anvende nikotin-produkter. Disse findes som flere forskellige produkter, så der er noget for enhver smag. Apoteket kan hjælpe med at finde det rette produkt til den enkelte person.
Med venlig hilsen
Rikke Nielsen