Kære Lars
Tak for dit spørsmål.
Jeg må svare klart: ”nej”, til dit spørgsmål og i det følgende begrunde, hvorfor man ikke kan sammenligne virkningen af rygning og nikotinprodukter.
Der findes desværre ingen nikotinprodukter, der helt kan erstatte den fornemelse af velbehag, det giver at ryge. Det skyldes bl.a. at den nikotin du får ned i lungerne ved rygning, transporteres til hjernen i løbet af få sekunder.
Uanset hvilket nikotinprodukt, du vælger, vil der gå 10-15 minutter fra du har intaget produktet, til koncentrationen af nikotin er mærkbar. Bruger du plaster, vil der selvølgelig være en fast mængde nikotin i blodet, men det kan ikke sammenlignes med den hurtige og behagelige virkning du opnår ved rygning.
Formålet med nikotinprodukterne er at nedsætte risikoen for mangelsymptomer ved rygestop. Samtidig opnår du en vis nedsættelse af rygetrangen, men uden en mental beslutning om rygestop, vil der være stor risiko for at blive afhængig af både nikotinprodukter og af tobaksrygning.
Inden du køber nikotinprodukter, bør du lave en ”Fagerström-test”, for at få en idé om hvor afhængig du er. Udfra resultatet af denne test, kan du vælge mellem de forskellige typer produkter. Dine chancer for at blive røgfri er størst, hvis du anvender nikotinprodukter i kombination med et rygestopkursus eller en serie samtaler med en rygestopinstruktør.
Gå på dit lokale apotek og bed om et skema til Fagerström-test og en samtale med rygestopspecialisten.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Rygestopinstruktør