Spørg apoteket om sex og kønssygdomme

Hans Pedersen
Her kan du læse spørgsmål og svar om sex og kønssygdomme. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Herpes genitales medicin

Hej,

Jeg har haft herpes i 4 år nu, og der kommer stadig jævne udbrud som er ret generende. (ca. 10 gange om året). Jeg har aldrig fået rigtig svar på hvad jeg kan bruge imod det, så derfor skriver jeg her. Mit spørgsmål er, hvor ofte man skal have udbrud for at det er hensigtsmæssig at komme på det såkaldte forebyggende medicin? Hvordan virker det? og hvilke cremer må jeg bruge på kønsdelene?

På forhånd tak for hjælpen.
Lea

08-06-2009Svar fra: Hans Pedersen 

Kære Lea

Tak for dine spørgsmål vedr. herpes.

Herpesvius findes i flere forskellige typer. Infektioner med herpesvirus giver symptomer, som afhænger af den pågældende type. Det lyder som om, du er smittet med den der hedder Herpes simplex virus (HSV).
HSV findes i to varianter, HSV-1 og HSV-2. Ofte er HSV-1 ansvarlig for de symptomer, man har omkring munden, mens HSV-2 ofte er ansvarlig for dem ved kønsorganerne. Et stort antal danskere er smittet med en af disse typer virus uden at mærke noget til det. Efter den primære infektion (første udbrud eller smitte) vil viruset befinde sig, i en sovende tilstand, i  bestemte dele af nervesystemet. Viruset kan reaktiveres ved forskellige påvirkninger som f.eks. ultraviolet lys og stress, men det er ikke altid, at årsagen kendes.

Der findes forskellige antivirale lægemidler mod HSV. De aktive stoffer i disse præparater har samme virkningsmekanisme. De virker ved specifikt at hæmme kopieringen af HSVs arvemateriale (DNA), således at virusproduktionen stopper.

Ved hyppige og generende HSV udbrud (> 8 pr. år, dvs du opfylder egentlig betingelserne), kan man med fordel benytte en forebyggende tablet-behandling med et antiviralt lægemiddel. Jeg vil anbefale, at du snakker med din læge om en evt. forebyggende behandling.

Du må gerne bruge de cremer, der indeholder stoffet aciclovir på kønsorganerne. De kan købes i håndkøb på apoteket.

Med venlig hilsen

Hans Pedersen
Farmaceut

Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.