Spørgsmål: Kondomstørrelser
Hej.
Jeg er på vej til at skulle have min sexuelle debut og har lidt spørgsmål omkring kondomet.
Hvad går størrelserne på længde eller omkreds - og veksler disse meget?
Hvor vigtige er disse - gør det noget, at kondomet ikke er helt udfoldet, altså at der mangler at blive rullet noget ud ved penisroden?
SKAL man finde sin præcise størrelse? Nu har jeg købt en pakke ekstra large ved en fejl, men jeg synes ikke, den er meget for lang eller bred i omkredsen. For mig virker det bare mærkeligt, at jeg kan passe denne, da min penis er 14-15 cm i erektion, hvilket jeg tror er meget normal. Man kan vel se og mærke, hvis den vil glide af under samleje?
Med venlig hilsen
Vagn
15-06-2007Svar fra: Kai Bylling
Kære Vagn
Tak for dit spørgsmål.
Med hensyn til længden, så er alle kondomer lidt længere end der er behov for. Den ekstra længde ligger som en lille rulle inde ved roden, når du har rullet kondomet på og vil ikke virke generende.
Med hensyn til størrelsen i længde eller omkreds, er det kun i ekstreme tilfælde det er nødvendigt at bruge "extra large". Selve gummiet i kondomerne er så elastisk, at det følger penis`s størrelse under hele forløbet og vil blive siddende, så længe den er nogenlunde stiv.
Det er dog altid en god idé at holde fast om kondomet inde ved roden, når du trække dig ud af pigens skede. På den måde undgår du at kondomet bogstaveligt talt trækkes af.
Mange lokale apoteker har personale, der tilbyder seksualundervisning på skoler o.l. Vi er mange farmaceuter, der har optrådt som gæstelærere rundt omkring. Du kan også prøve på www.sexlinien.dk der er en seriøs hjemmeside under foreningen Sex og Samfund. Dertil hører en brevkasse og en telefonlinie, hvor du kan være anonym: 7020 2266
Jeg håber du får en god og positiv seksuel debut og tænk på at glæden ved denne aktivitet stiger med tiden og med øvelsen.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut