Tak for dit spørgsmål.
Det er umiddelbart logisk at benytte et lokalbedøvende middel, for at nedsætte følsomheden i penis. Der findes også midler, der vil være velegnet til formålet, men inden du prøver dig frem, bør du kontakte din læge.
Hvis du læser indlægsseddelen på f.eks. Xylocain gel 2%, henvises der til at konsultere en læge, hvis man vil lokalbedøve slimhinder. Da penishovedet og forhuden kan betegnes som slimhinde, vil jeg anbefale, at du kontakter din læge inden du prøver dig frem.
Grunden til denne forholdsregel er bl.a. at der i 1-10 udaf 100.000 brugere kan optræde en voldsom overfølsomhedsreaktion. Det er ikke nogen stor sandsynlighed, men din læge bør vide det, hvis du er en af dem, der risikerer at få en sådan reaktion.
En anden grund til at kontakte din læge kunne være for at få vurderet, om der er sammenhæng mellem dit problem og resultatet af den operation, du fik foretaget for 2 år siden.
Du kan undgå at nedsætte følsomheden hos din kæreste. Hvis du venter nogle minutter efter du har smurt penis, vil du have den ønskede bedøvende virkning og du kan så fjerne evt. overflødigt gel med lidt vand.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut