Kære Pia
B12 bliver brugt i nervecellernes normale aktivitet, til DNA produktion og til produktion af et stof, der påvirker vores stemningstilstand. Desuden arbejder B12 sammen med Folinsyre og vitamin B6 for at kontrollere mængden af stoffet homosystein. For store mængder af homosystein i blodet er forbundet med øget risiko for hjerte- kar- sygdomme, blodpropper og andre sygdomme, som knogleskørhed og også Alzheimers.
Mangel på B12 vitamin kan skyldes dårlig eller ikke alsidig kost. Veganere er i riskogruppen, men det tager som regel mange år, før B12 depoterne er brugt op. Visse mennesker optager heller ikke B12 så godt.
Pernisiøs anemi er en speciel form for B12 mangel, hvor kroppen mangler et stof, der er nødvendigt for absorptionen af B12. Dette er hyppigere blandt ældre mennesker.
Optagelsen af B12 er bedst som injektion. De, der kan have gavn af B12 på tabletform er fortrinsvis de mennesker, der ikke får nok B12 gennem kosten. Hvis man har problemer med optagelsen eller omdannelsen af B12, hjælper det ikke at spise det på tabletform.
Der er visse internationale undersøgelser, der viser at B12 som injektion har forårsaget anafylaktisk reaktion. Det konkluderes at dette er meget sjældent. Man kan diskutere om der, på en arbejdsplads, hvor disse injektioner gives, bør være adrenalin klar. En reaktion vil ske indenfor tidrummet ca 20min, men er som sagt meget sjældent set. Bivirkninger nævnt i lægemiddelkataloget er angioødemer (som kan vise sig som hævelse af hud og slimhinder i svælget og luftvejene), hudreaktioner og lokal irritation på injektionsstedet.
Med venlig hilsen
Mia Karlsen