23-12-2011Svar fra: Hans Pedersen
Hej spørger,
Magnesia DAK indeholder magnesium i form af magnesiumoxid, som er en kemisk forbindelse, hvor mangnesium og ilt sidder sammen (MgO). Men magnesium kan også sidde sammen med andre atomer/molekyler end ilt. Et eksempel er magnesiumcitrat, hvor magnesium sidder sammen med citronsyre (citrat).
Det skal dog siges, at nogle magnesiumforbindelser bliver lettere optaget af kroppen end andre og således vil magnesium når det er bundet til ilt have lidt sværere ved at blive optaget end hvis det fx er bundet til citrat. Det der ikke bliver optaget vil virke vandsugende i tarmen, hvorfor man fx anvender Magnesia DAK mod forstoppelse.
Du tager altså Magnesia DAK og dermed får din krop også et tilskud af magnesium. Under normale omstændigheder får man den mængde magnesium man har behov for via kosten og hvis man får for meget vil kroppen selv sørge for at udskille det via nyrerne.
Med venlig hilsen
Hans Pedersen