Peakflowmåling

Du får bedre kontrol over din astma, hvis du selv måler dit peakflow. På apoteket kan du lære, hvordan du gør, og hvordan du kan bruge resultaterne. Her tilbydes "Peakflowmåling".

Peakflow - hvad er det?

Peakflow er et mål for hvor meget luft, der kommer igennem dine luftveje. Det viser, hvor meget du er påvirket af din astma.

Peakflow er et mål for hvor meget luft, der kommer igennem dine luftveje. Det viser, hvor meget du er påvirket af din astma. Peakflowværdien afhænger af køn, alder og højde, og hvilket peakflowmeter du anvender. Du kan derfor kun sammenligne dine egne målinger. Du måler dit peakflow ved at puste i et peakflowmeter. Når din astma er under kontrol, er peakflowværdien høj. Så er dine luftveje åbne, og du kan hurtigt puste meget luft ud. Er din astma ikke under kontrol, er peakflowværdien lav og svingende. Så er dine luftveje forsnævrede, og du puster mindre luft ud langsommere. Der er forskellige peakflowmetre til børn og voksne. Apoteket kan hjælpe dig med at vælge det peakflowmeter, der passer til dig og kan vise dig, hvordan du bruger det korrekt. Apoteket kan lære dig at føre dagbog over dine peakflowmålinger og forklare, hvad målingerne betyder.

Hvorfor skal jeg måle mit peakflow?

Astma får musklerne omkring luftvejene til at trækker sig sammen, slimhinden hæver, og luftvejene bliver fyldt med slim. Astma kan i dag behandles så effektivt, at de fleste kun mærker lidt til det. Hvis du måler din lungefunktion med jævne mellemrum, har du mulighed for at opdage, om din astma bliver forværret.

Gode grunde til at måle peakflow

  • Du får bedre kontrol over din astma og dit medicinforbrug.
  • Du kan måle fald i din lungefunktion, før du mærker egentlige symptomer.
  • Du kan tidligt justere din medicin - efter aftale med din læge.

Du skal være opmærksom på de symptomer, der viser, om din astma er blevet forværret.

Tegn på forværring

  • Hoste.
  • Åndenød om morgenen.
  • Dårlig nattesøvn.
  • Trykken for brystet.
  • Dårlig effekt af den daglige medicin.
  • Problemer ved fysisk anstrengelse.
  • Øget behov for "akut" medicin (medicinens farvekode er blå).
  • Fald i peakflow.

Aftal en tid med apoteket. Så kan du få råd om og vejledning i at bruge et peakflowmeter og få svar på dine spørgsmål. Prisen på Instruktion i peakflowmåling afhænger af det enkelte apotek, der tilbyder ydelsen. Ønsker du at aftale tid, eller vil du have flere oplysninger, så henvend dig på dit lokale apotek.

 
Kilde:Danmarks Apotekerforening
Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.