Sygdomsleksikon

Analkløe

Kløe ved endetarmsåbningen er et almindeligt symptom på en række forskellige lidelser, fx hæmorider, rift (fissur) ved endetarmsåbningen og eksem. Kløen kan variere fra ganske let ubehag til stærkt generende.

Hyppighed

Kløe ved endetarmsåbningen er hyppig og ses i alle aldre. Det nøjagtige antal kendes ikke, men lidelsen skønnes at være en almindelig årsag til, at man kontakter sin læge.

Årsager til analkløe

Det er ikke altid, man kan påvise en årsag til kløe ved endetarmsåbningen. De mest almindelige årsager er:

  • Hæmorider
  • Rift ved endetarmsåbningen (fissur)
  • Dårlig eller overdreven personlig hygiejne
  • Hudsygdomme
  • Bakterie- eller svampe-infektion

Hos børn kan kløen skyldes børneorm, eller at bleen ikke skiftes tit nok.

Symptomer på analkløe

Ubehag ved endetarmsåbningen i form af en brændende fornemmelse eller kløe.

Faresignaler

Slim og blod fra endetarmsåbningen kan i sig selv fremkalde kløe og bør altid give anledning til lægeundersøgelse for at udelukke ondartet sygdom eller kronisk betændelse i regionen.

Hvad kan man selv gøre mod analkløe?

God personlig hygiejne er vigtig. Undgå dog overdreven vask med sæbe, som kan irritere området. Den udløsende årsag til kløe bør vurderes af en læge. Undertiden kan der være effekt af afføringslindrende midler, hvis årsagen til kløe er hæmoridesygdom, og afføringen i øvrigt er hård.

Undersøgelse for analkløe

Lægen vil vurdere problemets omfang og evt. andre symptomer, og vil udspørge dig om en lang række forhold - såsom nylige udlandsrejser, børneorm, afføringens konsistens og tidligere hæmoridesygdom. Lægen vil endvidere undersøge endetarmsområdet og vil evt. foretage en kikkertundersøgelse af det nederste af endetarmen for at klarlægge årsagen til kløen.

Forløb

Det er karakteristisk, at der kan være stor forskel i kløeintensiteten i løbet af dagen og natten, ligesom kløen helt kan forsvinde i uger eller måneder for igen at vende tilbage. Prognosen for analkløe afhænger af den bagvedliggende årsag. Tilbagefald sker dog hyppigt, selvom den udløsende årsag tilsyneladende er behandlet.

Behandling af analkløe

Behandlingen retter sig mod den udløsende årsag. Hvis kløen fx skyldes tilstedeværelse af hæmorider, vil man i første omgang forsøge behandling med hæmoridemidler. Skyldes kløen besværet hygiejne som følge af hudlapper efter tidligere hæmorider (marisker), kan man fjerne disse ved en mindre operation. Skyldes lidelsen derimod en allergisk hudlidelse eller eksem, vil lægen i stedet behandle kortvarigt med svagt virkende steroidcreme.

Læs beskrivelsen fra min.medicin.dk

 

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her