Sygdomsleksikon

Arp

De fleste har hørt, at spædbørn kan få arp. Men hvad er arp? Og hvorfor får nogen børn oftere arp end andre?

Årsager til arp

Årsagen til arp er en overproduktion af fedt og afstødte hudceller. Arp er gulligt/brunt og lugter ofte lidt som sure tæer. Arp kommer i hovedbunden, lige over panden og i øjenbrynene. Børn med børneeksem har tendens til kraftig dannelse af arp. Hvis arpen ikke bliver fjernet, kan det udvikle sig til en tyk skorpe, der kan se lidt usoigneret ud.

Symptomer på arp

Arp er tykke, fedtede, hvidgullige skæl i hovedbunden. De sidder som lag i hovedbunden. Arp kan brede sig ned til panden, området omkring øjenbrynene og bag ørene og i ørerne. Omkring de angrebne områder og under skællene kan huden være lidt rød. Der kan opstå revner og rifter bag ørerne. Man skal være opmærksom på, om der opstår infektion i rifterne.

Hvad kan man selv gøre?

Det er en god idé dagligt at massere barnets hovedbund med et håndklæde eller en blød børste. Det giver god blodcirkulation til hovedbunden og kan være med til at forebygge dannelse af arp.

Vær ikke bange for at røre ved den bløde plet, fontanellen. Den kan sagtens holde til det, da den er dækket af en tyk bindevævshinde. Vask af hår og hud med mild sæbe efter behov fjerner gamle hudceller, skidt og hudfedt.

Større børn kan også få arp. Her gælder de samme principper om at massere og vaske overskydende hudceller, skidt og fedt væk med sæbe.

Behandling af arp

Man fjerner arp ved at smøre det ind i olie og lade det sidde natten over. Herefter kan en blød babytandbørste løsne arpen. Man fører børsterne langs hovedbunden, børster let og løsner skorperne af arp. Man kan fjerne de løsnede flager fra barnets hår ved at kæmme håret med en tættekam. Det er en god ide at fjerne lidt ad gangen og tage sig god tid. Er der meget arp, så lad det tage en uges tid.

Apoteket har en speciel shampoo til at vaske håret i, hvis problemet er særlig udtalt.

Hvis barnet har fået rifter ved ørerne, kan man smøre med lidt olie og blødgøre skorperne. Når barnet har været i bad, skal man sørge for at tørre godt med håndklædet og evt. nulre skorperne væk. Hvis der er infektion i rifterne, skal man kontakte sin læge.

Er der store revner, er det nødvendigt med en salve indeholdende hormon eller svampedræbende middel for at få huden bag øret genoprettet. Egen læge kan lave en recept på en salve eller henvise svære tilfælde til hudlægen.

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.