Atrieflimren og -flagren er tilstande, hvor den normale hjerterytme er afløst af en uregelmæssig hjerterytme, som både kan være for hurtig og for langsom.

Hyppighed

Hyppigheden tiltager med alderen. Atrieflimren og -flagren ses sjældent hos yngre, men findes hos 1 % af alle over 60 år.

Årsag til atrieflimren og atrieflagren

De fleste tilfælde med atrieflimren skyldes andre former for hjertesygdom. Det kan være:

• blodprop i hjertet 
• hjertesvigt
• hjerteklapsygdom,
• hjertemuskelsygdomme
• forhøjet blodtryk

I nogle relativt få tilfælde er der ingen anden hjertesygdom end atrieflimren og -flagren. Et forhøjet stofskifte kan også føre til atrieflimren.

Normalt pumper hjertet ved, at der sendes en elektronisk impuls fra "sinusknuden", et lille impulscenter i højre forkammer, videre gennem forkamrene til overgangen mellem forkamre og hjertekamre. Dette sted, som kaldes AV-knuden, forsinker impulsen ganske kortvarigt, inden den går videre til hjertekamrene. Det betyder, at impulsen først får forkamrene til at trække sig sammen og pumpe blod over i hjertekamrene, og derefter trække sig sammen og pumpe blodet videre ud i kredsløbet. Ved atrieflimren udløses den elektriske impuls tilfældige steder i forkamrene. Impulser "kører" rundt i forkamrene, hvilket betyder at de ikke trækker sig ordentligt sammen men blot står og "flimrer". Der kommer nu alt for mange impulser til AV-knuden, som skal sortere impulserne, inden de går videre til hjertekamrene. Det betyder, dels at impulserne bliver uregelmæssige og giver uregelmæssig hjerterytme, dels at impulserne kan komme enten for hurtigt eller for langsomt til hjertekamrene, så pulsen bliver enten for hurtig eller for langsom. Ved atrieflagren kommer impulsen i forkamrene fra et andet sted end sinusknuden. Impulserne er regelmæssige men kommer hurtigt, op til 300 gange i minuttet. Hvis ikke AV-knuden bremser nogle af impulserne, får patienterne alt for hurtig puls.

I nogle tilfælde kommer anfald med atrieflimren eller flagren kun i anfald – af meget varierende varighed, dette kaldes paroxystisk atrieflimren eller –flagren. Diagnose og behandling er den samme som ved den permanente tilstand.

Symptomer på atrieflimren og atrieflagren

Det almindeligste symptom er hjertebanken, som i svære tilfælde kan føre til hjertesvigt med åndenød og i værste tilfælde til besvimelse. Mindre hyppigt er langsom puls, som enten kan mærkes som langsom og uregelmæssig puls eller føre til svimmelhed. I nogle tilfælde mærker patienterne slet ingen symptomer, men atrieflimren eller -flagren bliver tilfældigt opdaget ved optagelse af et elektrokardiogram. Atrieflimren og -flagren kan medføre, at der dannes blodpropper i forkamrene. Blodpropperne kan blive sendt videre ud fra hjertet og i værste tilfælde føre til blodprop i hjernen.

Faresignaler

Hvis man mærker symptomer fra hjertet, hjertebanken, trykken for brystet, åndenød er der næsten altid grund til at gå til lægen - atrieflimren kan give mange forskellige gener som kan forveksles med andre sygdomme.

Forløb

Forløbet afhænger helt af årsagen. Hvis årsagen er en anden hjertesygdom, vil atrieflimren eller -flagren i reglen fortsætte og kræve fortsat regulering. Hvis der ikke er nogen anden hjertesygdom, vil normalisering af hjerterytmen oftest vare ved.

Undersøgelser

Diagnosen stilles med et elektrokardiogram, et EKG. Ved anfaldsvis atriefllimren eller –flagren kan man få optaget EKF over 1 – 2 døgn, ved at man udstyres med en lille (5x6 cm stor) EKG optager.  Så vidt muligt skal man finde årsagen til atrieflimren eller -flagren. I mange tilfælde kender lægen patientens hjertesygdom i forvejen, men ellers er ekkokardiografi den vigtigste undersøgelse. Ekkokardiografi er en ultralydsundersøgelse af hjertet, hvor lægen med et "lydhoved", apparat som måler 3-4 cm i størrelse, føres rundt på brystkassen over hjertet, får dannet et billede af hjertet, som kan ses på en skærm. Hos patienter med atrieflimren bør stofskiftet måles med en blodprøve.

Behandling af atrieflimren og atrieflagren

Hvis der er en grundlæggende hjertesygdom, bør den behandles, ligesom et forhøjet stofskifte skal behandles. Behandlingerne har to formål, dels at forebygge komplikationer som blodprop i hjernen, dels at regulere hjerterytmen. En fuldstændig normalisering af hjerterytmen er næsten aldrig mulig, hvis der ligger andre hjertesygdomme til grund for atrieflimren eller -flagren. Normalisering af hjerterytmen kan forsøges med medicinsk behandling som propafenon, flecainid eller sotalol. I reglen vælges DC konvertering, dvs. at patienten bedøves kortvarigt, hvorefter hjertet gives et elektrisk stød. DC konvertering kræver indlæggelse i 1-2 døgn.

Man skal være fastende i mindst 6 timer, herefter får men bedøvende medicin i en kanyle i hånden og men man sover gives et stød til hjertet via 2 metalplader som lægen holder mod brystkassen. Efter få minutter vågner man og her meget hurtigt helt frisk. Hvis der opnås normalisering af hjerterytmen, vil man i en del tilfælde vælge at forsætte med den medicinske behandling som nævnt ovenfor. Regulering af hjerterytmen kan gøres med medicin som digoxin, verapamil, betablokkerere eller amiodarone. 

I svære tilfælde hvor symptomerne fortsat er generende trods medicinsk behandling, kan man foretage "ablation", kaldet overbrændingsbehandling. Dette betyder at man med et kateter, en plastikslage som føres fra en blodåre i benet, op til højre hjertehalvdel, kan "overbrænde" ledningsbaner i hjertet som gør at atrierne flimrer. Denne behandling er blevet udviklet og forbedret de seneste år og kan i dag tilbydes til mange patienter med atrieflimren eller -flagren, som ikke kan behandles ordentligt med medicin.

Forebyggelse af blodpropper kan fortrinsvis være nødvendigt hos ældre og patienter med andre hjertesygdomme. I nogle tilfælde vil man derfor vælge en behandling med blodfortyndende medicin, marevan. I de øvrige tilfælde kan man behandle med acetylsalisylsyre.