Sygdomsleksikon

Blindtarmsbetændelse (Appendicitis acuta)

Blindtarmen sidder som et vedhæng på den første del af tyktarmen - lige efter overgangen fra tyndtarm til tyktarm - og er således placeret i den nederste højre del af maven. Betændelse i blindtarmen giver smerter i denne region og er ofte ledsaget af feber. Behandlingen er operation med fjernelse af blindtarmen.

Da sygdommen ikke altid viser sig som et typisk tilfælde, kan det være vanskeligt at stille diagnosen inden operationen. Der foretages derfor en del operationer på mistanke om blindtarmsbetændelse, men hvor man finder andre sygdomme eller normale forhold.

Hyppighed

  • Der foretages fjernelse af blindtarmen hos ca. 6.000 personer om året i Danmark.
  • Blindtarmsbetændelse kan ses i alle aldre, men er sjælden før 2 års alderen.
  • Forekommer hyppigst i alderen 8-25 år.

Årsager til blindtarmsbetændelse

Oftest kendes årsagen til blindtarmsbetændelse ikke, men undertiden kan det skyldes, at blindtarmen bliver blokeret af afføring eller fremmedlegemer (fx mad).

Efter blokeringen sker der som regel det, at:

  • Først opstår der betændelse på indersiden af blindtarmens væg (slimhinden). Betændelsen breder sig efterhånden til alle lagene i blindtarmens væg.
  • Hos enkelte kan sygdommen fortsætte og give lokal nedsat blodforsyning til dele af blindtarmen, hvilket kan forårsage hul på blindtarmen og udvikling af bughindebetændelse, idet betændelsen så spreder sig fra blindtarmen til bughinden.
  • Hvis der omkring blindtarmen ligger fedt og andre tarmslynger på en sådan måde, at betændelsen - ved hul på blindtarmen - ikke spreder sig til alle steder af bughinden, kan der i stedet dannes en byld.

Symptomer på blindtarmsbetændelse

Det typiske forløb vil være:

  • Smerter som starter omkring navlen, og efter nogle timer flytter sig ned i højre nederste del af maven.
  • Der er ofte kvalme og/eller opkastninger, og de fleste får hurtigt feber.
  • Efterhånden som betændelsesprocessen udvikler sig øges smerterne, og man foretrækker at ligge stille i sengen.

Hvis der går hul på blindtarmen, kan der være kortvarig lettelse i smerterne, men der kommer hurtigt smerter igen, højere feber og påvirket almentilstand.

Symptomerne kan være meget anderledes end beskrevet her, og det kan derfor være vanskeligt at stille diagnosen korrekt inden operationen.

Faresignaler

Smerter i maven med feber bør medføre kontakt til lægen.

Hvis man ikke kan lade være med at spænde mavemusklerne, når lægen trykker på maven, kan det være tegn på irritation af bughinden. Da dette kan skyldes, at der er lige ved at gå hul på blindtarmen, eller måske allerede er hul på den med betændelse i bughinden, vil man anbefale operation med fjernelse af blindtarmen.

Børn og ældre

Specielt hos små børn og ældre kan symptomerne være en del anderledes end det typiske.

Gravide

Gravide med mavesmerter bør ligeledes hurtigt søge læge, da der ved hul på blindtarmen med bughindebetændelse er øget risiko for barnet.

Hvad kan man selv gøre ved blindtarmsbetændelse?

Man kan ikke gøre noget selv for at forebygge udviklingen af blindtarmsbetændelse. Hvis man allerede har symptomer på sygdommen, skal man straks søge læge/sygehus, så man kan blive undersøgt og eventuelt opereret.

Undersøgelse for blindtarmsbetændelse

Lægen starter med at spørge grundigt til symptomerne for herved at vurdere, om det er blindtarmsbetændelse.

Herefter lytter lægen til maven, og trykker forsigtigt på den. Tryk på maven kan i denne situation selvfølgelig gøre ondt, men det er den vigtigste del af lægens undersøgelse, idet det i store træk er dette som afgør, om der skal foretages operation eller ej.

Inden kvinder opereres, skal de have foretaget en gynækologisk undersøgelse. Det er for at afgøre, om symptomerne evt. kunne skyldes en gynækologisk sygdom, der ikke kræver operation.

Lægen mærker tillige med en finger i endetarmen for at afgøre, om der skulle være dannet en byld omkring blindtarmen.

Der bliver evt. taget blodprøve og urinprøve. Ind imellem vil det være nødvendigt at foretage andre undersøgelser som fx ultralydsscanning.

Forløb

Operation for blindtarmsbetændelse foretages oftest akut, dvs. du kan risikere at skulle opereres om natten. Operationen kan foretages med kikkertteknik (med 3 små huller) eller med åben operation, hvor der laves et snit i nederste højre del af maveregionen. Efter operationen ligger man typisk på hospitalet i ca. et døgn. Har der været hul på blindtarmen med bughindebetændelse, skal man blive flere dage på hospitalet til observation og behandling med antibiotika. Huden sys sammen med klips eller tråde, som fjernes ca. 10 dage efter operationen hos din egen læge.

Behandling af blindtarmsbetændelse

Hvis man har blindtarmsbetændelse er eneste behandling operation med fjernelse af blindtarmen.

Der findes enkelte tilfælde af blindtarmsbetændelse, som er gået over af sig selv (uden operation). Da der imidlertid er risiko for, at der går hul på blindtarmen med efterfølgende bughindebetændelse, skal man ikke på eget initiativ forsøge sig med "konservativ behandling" (dvs. undlade operation).

Der vil være enkelte tilfælde, hvor kirurgen måske vil vælge at se an uden operation, men det skal altid foregå under indlæggelse, hvor man hurtigt kan operere, hvis man skulle få symptomer på bughindebetændelse.

Byld omkring blindtarmen

Hvis der har dannet sig en byld omkring blindtarmen (mistanken foreligger, hvis symptomerne har varet mange dage - dvs. udviklet sig langsomt - og hvis der er en blød øm udfyldning i højre side, når man mærker med en finger oppe i endetarmen), er behandlingen ikke nødvendigvis operation.

De fleste bylder omkring blindtarmen tømmer sig til tarmen uden behandling, og man helbreder således sig selv. I nogle tilfælde vil det dog være nødvendigt at anlægge et dræn ved samtidig ultralydsscanning for at lette symptomerne.

Læs også

 

Medicinsk ordbog

Hvad betyder de medicinske og lægefaglige ord?

Få en sms når du skal tage din medicin

Tilmeld dig her