Blodforgiftning (sepsis) er betegnelsen for en kraftig betændelsesreaktion, der udløses af enten levende bakterier eller bakteriebestanddele i blodet. Mange forskellige slags bakterier kan udløse blodforgiftning. Bakterierne eller dele af bakterier spredes næsten altid fra en infektion et andet sted i kroppen. Det kan for eksempel være fra lungerne, fra urinvejene, fra huden, fra tarmen og hos kvinder fra underlivet. Hos patienter, der er indlagt på hospital, kan bakterierne sprede sig fra operationssår og fra katetre (plastikrør), der er lagt i blodkar eller i blære. Hos patienter, der mangler hvide blodlegemer efter behandling for kræftsygdom, kan blodforgiftning også udløses af svampe (candida).

Hyppighed

Man ved ikke med sikkerhed, hvor mange tilfælde af blodforgiftning der er i Danmark hvert året. Skønsmæssigt drejer det sig om et sted mellem 10.000 og 20.000 tilfælde. Ikke alle mennesker har lige stor risiko for at udvikle blodforgiftning. Risikoen er øget hos:

• ældre
• patienter indlagt på hospital
• patienter med katetre i blodkar eller blære
• patienter i behandling for kræftsygdomme
• patienter med sukkersyge og andre kroniske sygdomme
• patienter der har svækket immunforsvar

I princippet kan alle bakterier udløse blodforgiftning, men nogle gør det hyppigere end andre. Mest almindelig er blodforgiftning forårsaget af colibakterier (fra tarm eller urinveje), stafylokokker (fra hud), pneumokokker (fra lunger), streptokokker (fra svælg eller tarm) og meningokokker (fra svælg).

Årsager til blodforgiftning

Bakterier eller bakteriebestanddele i blodet kan udløse en kraftig forsvarsreaktion fra kroppens immunforsvar. Det starter med, at hvide blodlegemer udsondrer en række stoffer, der giver signal til alle dele af immunforsvaret om at afgrænse og bekæmpe infektionen. Denne reaktion ses ved alle bakterieinfektioner. Under sædvanlige forhold vil der efter nogle timer ske en modreaktion, så reaktionen dæmpes og forholdene stille og roligt normaliseres i takt med at infektionen bekæmpes. Ved blodforgiftning er der ikke en balance mellem aktivering og modreaktion. Immunforsvaret overreagerer i sit forsøg på at bekæmpe infektionen. En for kraftig udsondring af signalstoffer fra de hvide blodlegemer har en lang række effekter, der kan medføre en uhensigtsmæssig påvirkning af blodkredsløbet, blodets koagulationssystem og indre organer som hjerte, hjerne, lunger, nyrer og tarm. Slutresultatet ved alvorlig blodforgiftning er, at blodtrykket falder og hjertets funktion svækkes så meget, at, at der opstår iltmangel og dermed risiko for svigt af livsvigtige organer som hjerne og nyrer. Dødsårsagen ved alvorlig blodforgiftning er sædvanligvis dårligt kredsløb (iltmangel), men kan også skyldes blødning eller blodpropper på grund af koagulationsforstyrrelse eller svigt af indre organer som lunger eller nyrer.

Symptomer på blodforgiftning

Tidlige symptomer på blodforgiftning er almen sygdomsfølelse, feber, kulderystelser, hurtig puls og hurtig vejrtrækning. Der kan derefter hurtigt udvikles tiltagende dårlig almentilstand, huden bliver bleg og kold, blodtrykket falder og den syge kan blive forvirret og svær at komme i kontakt med. Læberne kan blive blå (af iltmangel) og der kan komme blødninger i hud og slimhinder. Små afgrænsede blå pletter (petekkier), der ikke forsvinder, når man trykker på dem, er ved blodforgiftning typisk forårsaget af meningokokbakterier.

Undersøgelse

Diagnosen stilles ud fra symptomerne og ved at påvise bakterier i en blodprøve (bloddyrkning) eller i en dyrkning fra et andet sted, hvor der normalt ikke er bakterier, fx i urin eller rygmarvsvæske.

Forløb

Uden behandling er blodforgiftning ofte dødelig. Chancen for at overleve er bedst, hvis behandlingen iværksættes hurtigt. Selv med korrekt behandling er blodforgiftning dog en livstruende sygdom med en dødelighed omkring 10 %.

Behandling af blodforgiftning

Den syge gives straks store mængder væske og ilt for at opretholde et tilstrækkeligt kredsløb samt behandling med et eller flere forskellige antibiotika. Hvis det er nødvendigt, gives der medicin, der stimulerer hjerte og kredsløb. Hvis man ved hvilken bakterie, der har udløst sygdommen, kan der fra begyndelsen gives en mere målrettet og enkel antibiotikabehandling (fx penicillin mod meningokokbakterier, streptokokker og pneumokokker). Om nødvendigt fjernes en dybtliggende infektion ved operation. Ofte vil det ved alvorlig blodforgiftning være nødvendigt med dialysebehandling og behandling i respirator.