Crohn's sygdom, eller på latin Morbus Crohn, har sit navn efter den amerikanske læge, dr. B. Crohn, der i 1932 beskrev sygdommen. Sygdommen har uden tvivl eksisteret før, det kan man se af lægelitteraturen, man har bare ikke opfattet den som en selvstændig sygdom.

Det drejer sig om en endnu uforklaret betændelsestilstand i en eller flere dele af mave-tarmkanalen. Sygdommen kaldes også, sammen med colitis ulcerosa, kronisk inflammatorisk tarmsygdom.

Hyppighed

Ca. 560 mennesker her i Danmark får hvert år stillet diagnosen Crohn's sygdom for første gang. Det svarer til ca. 10 nye tilfælde pr. 100.000 indbyggere pr. år, og sygdommen har de sidste 30 år været i konstant stigning.

Halvdelen af patienterne er under 30 år, når sygdommen starter. Den bryder oftest ud i ungdommen, men kan opstå både i barndommen og langt op i alderdommen. Sygdommen er ca. 40% hyppigere hos kvinder end hos mænd.

Sygdommen er kronisk, og man regner med, at der i dag er ca. 11.200 menneske med Crohn's sygdom her i landet.

Årsager til Crohn's sygdom

Man kender ikke årsagen eller årsagerne til Crohn's sygdom, men man ved, at der er et vist arveligt moment. Hos en mindre del af patienterne, ca. 10%, er der flere tilfælde i familien. I visse familier kan der være adskillige med enten Crohn's sygdom eller colitis ulcerosa, da de to inflammatoriske tarmsygdomme ikke sjældent optræder i samme familie

Fra undersøgelser af tvillinger ved man, at blandt enæggede tvillinger, hvor den ene har Crohns sygdom, er sandsynligheden for, at den anden også har det ca. 50%. Sandsynligheden for, at tveæggede tvillinger begge får sygdommen er derimod ikke større end for at 2 almindelige søskende begge får sygdommen. Det vil sige, nogle få procent.

Der må desuden være en eller flere ydre miljøfaktorer af betydning for, at Crohn's sygdom opstår. Hvad disse miljøfaktorer er, ved man endnu ikke. Sygdommen er ikke smitsom, men der er alligevel gjort store anstrengelser for at finde en mulig infektiøs årsag til sygdommen. Det er til dato ikke lykkedes at påvise en bakterie, et virus eller en anden parasit som årsag til Crohn's sygdom.

Også andre miljøfaktorer i vore omgivelser eller i kosten har været undersøgt, uden at det er lykkedes at finde nogen sammenhæng med sygdommen.

Symptomer på Crohn's sygdom

De almindeligste tidlige symptomer på sygdommen er:

• smerter i maven og diaré
• vægttab og dårlig trivsel, hvis det drejer sig om et barn
• feber
• ledsmerter
• knuderosen

Store ømme knuder på benene (knuderosen) i forbindelse med mavesmerter og diaré, kan være udtryk for Crohn's sygdom i en særlig akut form.

En særlig form af Crohn's sygdom kan medføre, at der udvikler sig bylder og såkaldte fistler ved endetarmsåbningen.

Hvad kan man selv gøre?

• søge læge ved vedvarende diaré og/eller mavesmerter
• sørge for at være i regelmæssig kontrol og behandling, hvis der er konstateret Crohn's sygdom.

Undersøgelser

Sygdommen kan sidde overalt i mave-tarmkanalen, fra munden til endetarmsåbningen. Hyppigst er den nederste del af tyndtarmen og den øverste del af tyktarmen angrebet ved Crohn's sygdom.

Endoskopi, dvs. kikkerundersøgelse af mave-tarmkanalens indre overflade, er den bedste undersøgelsesmetode vi har. Det hedder gastroskopi, når mavesækken og tolvfingertarmen undersøges, koloskopi, når tyktarmen undersøges og rektoskopi når kun endetarmen undersøges.

Endnu kan man ikke undersøge hele tyndtarmen med kikkertrør, men den nederste del kan ofte undersøges med koloskopet i forbindelse med koloskopi. Under kikkertundersøgelsen tages biopsier, dvs. små vævsprøver af slimhinden, der kan undersøges i mikroskop. Således kan slimhindens opbygning og betændelsen nøje beskrives.

En helt ny undersøgelsesmetode består i at man sluger en lille kapsel, der indeholder et ganske lille videokamera. Undervejs ned gennem tyndtarmen tager kameraet billeder af tarmen indefra. Man kan få billeder af hele mave-tarmkanalens indre overflade, dels med kikkertrør i tyktarm og mavesæk, dels med en kapsel i tyndtarmen. Indtil nu har man kun kunnet undersøge tyndtarmen enten med røntgen eller med en scanning (MR-scanning).

Afføringen undersøges med dyrkning og mikroskopi for bakterier og parasitter. Yderligere kan afføringen undersøges for fedt, hvorved man kan vurdere tyndtarmens evne til at optage føden.

Forløb

Crohn's sygdom er kronisk, men det betyder ikke, at der altid vil være symptomer. Der er lavet undersøgelser, der viser, at til enhver tid vil ca. halvdelen af personer med Crohn's sygdom være uden gener fra sygdommen.

Der kommer imidlertid perioder med opblussen, uden at man kan finde nogen udløsende årsag. Nogle personer med Crohn's sygdom har symptomer på deres sygdom flere gange hvert år, mens andre kan have årelange frie perioder. Der er også personer, der altid har symptomer fra sygdommen.

Behandling af Crohn's sygdom

Behandlingen har til formål dels at dæmpe betændelsen, når den er i udbrud, og dels at nedsætte risikoen for nye udbrud, når betændelsen er i ro.

Når sygdommen er i udbrud, er personens immunforsvar overaktivt. Den medicinske behandling går derfor ud på at dæmpe immunforsvaret.

Det hurtigste og kraftigst virkende middel vi har til dette er binyrebarkhormon. Det kan gives i form af tabletter eller indsprøjtning direkte i blodet. Det kan også gives lokalt i form af indhældning, hvis sygdommen er lokaliseret nedadtil i tyktarm og endetarm.

Denne behandling vil ofte bringe symptomerne under kontrol i løbet af nogle dage til uger, hvorefter dosis kan reduceres gradvist over 2-4 måneder. Kortvarig behandling med Prednisolon giver ikke blivende bivirkninger ved korte måltrettede behandlinger, men kan medføre søvnbesvær, humørsvingning, glubende appetit og vægtøgning.

Disse gener aftager hurtigt, når dosis reduceres. Bivirkningerne ved behandling med binyrebarkhormon er betydelige, hvis behandlingen gives over længere tid, idet der kan komme en afkalkning af knoglerne, og dermed en øget risiko for sammenfald og brud, særligt i ryg og hofter. Huden påvirkes også i uheldig retning af behandlingen. Der kan opstå bristninger i underhuden og i blodkapillærer, så der kommer "blå mærker" for selv ganske små stød. Det er vigtigt at foretage knoglemineraliseringsvurdering ved DEXA scintigrafi og altid at behandle patienter i prednisolon med calcium med D vitamin i høj dosis.

Et binyrebarkhormon-præparat, budesonid, har færre bivirkninger end prednisolon, men dette stof virker kun lokalt, i den nederste del af tyndtarmen, hvis det gives i tabletform og har derfor kun anvendelse hvis sygdommen er lokaliseret der, og kun der. Budesonid har, ligesom Prednisolon i øvrigt, ikke effekt som forebyggelse mod nye udbrud af Crohn's sygdom.

Er det nødvendigt med langvarig behandling, må man finde andre stoffer til at dæmpe immunsystemet. Det vigtigste stof vi har til dette i dag er azathioprin. I modsætning til prednisolon, hvis virkning indsætter øjeblikkeligt, varer det 2-3 måneder før azathioprins fulde virkning kan forventes.

Man starter derfor oftest med denne behandling sammen med prednisolon, og azathioprin kan så overtage effekten efter, at prednisolon er trappet af. Azathioprin har væsentlig færre bivirkninger end prednisolon, men det er nødvendigt at kontrollere blodprøver med 2-3 måneders mellemrum, fordi stoffet i sjældne tilfælde kan hæmme dannelsen af hvide blodlegemer, hvilket kan være farligt.

Azathioprin kan også have andre bivirkninger så som

• kvalme
• mavesmerter
• bugspytkirtelbetændelse
• leverpåvirkning

Disse symptomer kommer sædvanligvis hurtigt efter at behandlingen er påbegyndt og vil medføre at behandlingen må stoppes.

Der findes også andre immundæmpende præparater i dag, nemlig infliximab og methotrexate. Brugen af dem er en specialopgave, der samles få steder i landet, for at øge erfaringen, og nedbringe risikoen ved behandling.

5-aminosalicylsyre præparater er blevet brugt i mange år som forebyggelse mod opblussen i Crohn's sygdom, i lighed med behandling ved en anden kronisk inflammatoriske tarmsygdom colitis ulcerosa. Nyere undersøgelser tyder imidlertid på, at virkningen ved Crohn's sygdom er væsentlig mindre end ved colitis og, at stoffet hos nogle patienter slet ikke har den ønskede virkning.

Infliximab og adalimuba
Remicade (infliximab) og Humira (adalimumab) er biologiske lægemidler af typen anti-tnf alfa antistoffer. Som inaktiverer TNF (Tumor Nekrotisk Faktor), som er forhøjet ved Crohn og udløser sårforandringerne i tarmen. De er begge effektive ved akut behandlingsrefraktær elle steroidafhængig Crohn. De er også godkendte til vedligeholdelsesbehandling i 1 år eller mere. Bivirkningerne er blandt andet øget risiko for infektioner herunder Tuberkulose.