Sygdomsleksikon

Demens

Ved demens forstås svækkelse af hjernens intellektuelle funktion, som følge af sygdom i hjernen. Før man bruger betegnelsen "demens", skal personen have en svækkelse af hukommelsen og af andre intellektuelle funktioner. Personen skal også have nedsat funktionsniveau, hvad angår de daglige aktiviteter i hjemmet eller på arbejdet.

Hyppighed

Demens kan opstå hos voksne i alle aldre, men er hyppigst hos ældre. Hyppigheden af demens i den ældre del af befolkningen (alder over 65 år) er 6-8 %. Man regner med, at der er omkring 5 - 10.000 yngre demente. I alt er der ca. 80.000 demente i Danmark, og hvert år opstår der ca. 15 - 20.000 nye tilfælde af demens.

Årsager til demens

Demens er betegnelsen for en række symptomer på svækkelse af hjernens intellektuelle funktion, og er ikke en sygdom i sig selv. Mere end 100 forskellige sygdomme kan medføre demens.

Den hyppigste årsag til demens er Alzheimers sygdom. Ved denne sygdom går hjernens celler gradvist til grunde. Pandelaps-demens (frontallaps-demens), og særlige varianter af Parkinsons sygdom, er andre degenerative sygdomme, som medfører demens.

Blandt de øvrige årsager til demens kan nævnes hjerneblodpropper, alkoholmisbrug, hjerneskade efter ulykkestilfælde, følger efter infektionssygdomme i hjernen, hjernesvulster, hjerneblødninger, og forstyrrelser i hjernens væskecirkulation.

Symptomer på demens

Symptomerne vil være forskellige afhængig af, hvilken sygdom, der er årsag til demenstilstanden. Ved nogle demenssygdomme opstår symptomerne pludseligt, fra den ene dag til den anden. Ved andre sygdomme kommer symptomerne snigende, og der kan gå lang tid, før man bliver opmærksom på, at der er noget galt.

Sommetider kan symptomerne veksle fra dag til dag, og der kan være dage, hvor alt synes at være normalt. Fælles for alle demenstilstande er en svækkelse af hukommelsen. Det bliver svært at huske aftaler, at huske fra dag til dag og at huske indholdet af en avisartikel eller et TV program, som man netop har set.

Sommetider kan der være problemer med at huske ord, og med at formulere sig. Der kan være problemer med orientering i tid og sted, eller med at finde rundt. Ofte er humøret også påvirket, og der kan være tristhed og angst. Personligheden kan forandre sig gradvist, og det kan være som om den demente er "i en anden verden" og helt initiativløs.

Nogle demente har en pinefuld erkendelse af, at hukommelsen svigter, mens andre opfatter sig selv som helt normalt fungerende.

Faresignaler

Man skal søge læge hvis:

  • hukommelsen svigter alvorligt gennem længere tid
  • der er problemer med at formulere sig eller orientere sig i omgivelserne
  • der er uforklarlige ændringer i adfærd eller humør
  • der er problemer med at klare sig i dagligdagen

Meget ofte er disse symptomer slet ikke udtryk for en demenssygdom, men for andre tilstande, som kan behandles. For eksempel kan symptomerne ved en depression minde om symptomerne ved en begyndende demenssygdom. Det er derfor vigtigt at søge læge tidligt.

Hvad kan man selv gøre?

Nogle demenssygdomme kan forebygges. Det gælder for eksempel blodpropsdemens. En god og sund livsstil forebygger hjerneblodpropper. Dvs., at man skal motionere, spise sund kost og undgå rygning og alkoholmisbrug.

Nogle mennesker har brug for at tage medicin, for at forebygge hjerneblodpropper. Det kan fx være nødvendigt, hvis man har for højt blodtryk, sukkersyge, for højt fedtindhold i blodet, forstyrrelser i hjerterytmen og, hvis der tidligere har været blodpropper.

Hjerneskade, som følge af ulykkestilfælde, kan til en vis grad forebygges ved at bruge sikkerhedssele i bil og cykelhjelm på cyklen. Der findes ingen mulighed for at forebygge Alzheimers sygdom.

Undersøgelse

Har man nogle af symptomerne på demens anbefales det, at man henvender sig til sin praktiserende læge. Hvis man mistænker, at én af ens nærmeste har begyndende demens, kan man hjælpe vedkommende med at henvende sig til lægen. Det er vigtigt at blive undersøgt fordi:

  • Årsagen til hukommelsessvækkelse ikke altid er en alvorlig demenssygdom. Ofte er hukommelsessvækkelsen kommet som følge af en anden tilstand, som kan behandles. Det kan for eksempel være depression, forkert brug af medicin, medicinbivirkninger, søvnmangel og stress, forvirringstilstand, stofskiftesygdom (for højt eller for lavt stofskifte) eller vitaminmangel.
  • Hvis det drejer sig om en begyndende demenssygdom er det vigtigt at diagnosen stilles tidligt, så der kan tilbydes hjælp, rådgivning og eventuelt medicinsk behandling allerede tidligt i forløbet.
  • Uanset årsagen, kan der altid tilbydes hjælp og rådgivning.

Hos lægen vil man blive tilbudt en samtale, eventuelt sammen med en pårørende. Der vil ofte blive taget nogle blodprøver, for at undersøge for ovennævnte tilstande. Lægen vil sommetider udføre en kort test af hukommelsen. Lægen vil beslutte, om det er nødvendigt at henvise til en specialist på et hospitalsambulatorium (neurologisk, psykiatrisk eller geriatrisk afdeling) eller til en praktiserende speciallæge (i neurologi eller psykiatri) for en nærmere undersøgelse.

Nogle steder er der mulighed for at henvise til en demensklinik (eller hukommelsesklinik). Andre steder er der mulighed for at henvise til et gerontopsykiatrisk team, som foretager et hjemmebesøg.

Lægen kender mulighederne i amtet. Hvis man bliver henvist til en specialist, vil det ofte være med henblik på nærmere undersøgelse af årsagen til symptomerne og behandlingsmulighederne. Disse undersøgelser kan omfatte en eller flere samtaler med speciallægen, en udvidet undersøgelse af hukommelsen (en neuropsykologisk undersøgelse) og eventuelt en skanning (billeder) af hjernen.

Forløb

Forløbet afhænger af, hvilken sygdom der er årsag til demenstilstanden. Nogle sygdomme kan behandles og helbredes, mens andre er kroniske, fremadskridende eller stationære.

Behandling af demens

Der er mange mulige årsager til demens som fx Alzheimers sygdom. Derfor er behandlingsmulighederne også forskellige. De retter sig først og fremmest mod den sygdom, som er årsagen. Netop derfor er det vigtigt med en nærmere undersøgelse.

Alzheimerforeningen har lokalforeninger i alle amter, og tilbyder rådgivning, pårørendegrupper, undervisning, seminarer, mm. Foreningen er åben for alle patienter med demens - uanset hvilken sygdom der er tale om, for pårørende, for fagpersoner og for andre interesserede. På Alzheimerforeningens hjemmeside www.alzheimer.dk er der flere oplysninger om demens og Alzheimers sygdom, og nyttige links. Alzheimerforeningen kan træffes på telefon 3940 0488.

Demenslinien er en åben telefonrådgivning for patienter, pårørende og fagpersoner, telefon 5058 5058.

Ældresagen kan tilbyde forskellige former for aflastning af den pårørende. Ældresagens hjemmeside er www.aeldresagen.dk. Ældresagen kan træffes på telefon 3396 8689.

Kommunens socialforvaltning. Her kan man få oplysning om kommunens tilbud om hjælp og støtte til demente.