Sygdomsleksikon

Ekstra hjerteslag (Ekstrasystoler)

Ekstrasystoler betyder, at hjertet giver et ekstra slag, eller at slaget kommer "for tidligt".

Hyppighed

Alle mennesker har ekstrasystoler - de fleste kun enkelte, men nogle mennesker har mange hundrede på et døgn.

Årsager til ekstra hjerteslag

Normalt udsender hjertet impulser i en helt fast rytme fra den såkaldte "sinusknude" i højre forkammer. Herfra breder impulsen sig ud i forkamrene, som trækker sig sammen og pumper blodet over i hjertekamrene. Den elektriske impuls standses kortvarigt i et lille "relæ", kaldet AV-knuden, som ligger på overgangen mellem forkamrene og hjertekamrene. Fra AV-knuden sendes impulsen videre ud i hjertekamrene, som derefter trækker sig sammen og pumper blodet videre ud i kredsløbet.

Sinusknuden fungerer som et klokkeværk, der sender impulser med en konstant hastighed. Af og til opstår en spontan ekstra impuls et sted i hjertekamrene. Denne impuls får hjertekamrene til at trække sig sammen, men sammentrækningen kommer for tidligt i forhold til den faste rytme. Impulsen "slukker" nu den næste impuls fra sinusknuden, og der kommer først en ny impuls fra sinusknuden til det faste tidspunkt. Det betyder, at der bliver en særlig lang pause mellem ekstraslaget og det næste "rigtige" hjerteslag. Alle mennesker har ekstrasystoler. Hjertet slår cirka 100.000 gange på et døgn - og der er altid ekstrasystoler. Hos nogle er der bare et par ekstraslag, og hos andre er der måske op til 10.000 på et døgn. Ekstraslag kommer ujævnt fordelt på døgnet. I perioder er det måske hvert andet slag. Det er således i reglen helt normalt at have ekstrasystoler. I nogen tilfælde er ekstrasystolerne dog tegn på sygdom. For eksempel har patienter med åreforkalkning eller et ar efter en "gammel" blodprop i hjertet eller patienter med hjertesvigt hyppigere ekstrasystoler. I nogle sjældne tilfælde kommer ekstrasystolerne hurtigt efter hinanden. Det kaldes ventrikulær tackykardi og er tegn på hjertesygdom.

Symptomer på ekstra hjerteslag

Nogle mennesker kan slet ikke mærke ekstraslagene. Andre kan mærke dem alle sammen - især hvis ekstraslagene kommer, mens de hviler sig. Symptomerne kan være mange forskellige. Ekstrasystoler kan føles som:

  • et ekstra hjerteslag
  • at et hjerteslag kommer for sent
  • at hjertet springer et slag over
  • at hjertet kortvarigt går i stå
  • hjertebanken
  • "uro ved hjertet", ubehag og trykken for brystet
  • egentlige smerter (sjældent)

Billedet viser et elektrokardiogram (ekg), hvor den stabile hjerterytme pludselig afbrydes af en ekstrasystole, som kommer for tidligt. Derved opstår en ekstra pause. Hjertet er ikke helt fyldt med blod, når der kommer et ekstraslag. Ofte kan man ikke mærke pulsslaget på håndleddet ved ekstraslaget. Nogle føler dette, som om et slag springes over. Til gengæld er hjertet ekstra fyldt med blod ved det første rigtige slag efter ekstraslaget, og derfor føler nogen det som et særligt kraftigt slag.

Hjerterytme. Klik for stort billede.

Ofte er det kun i en periode på måneder eller nogle år, man er generet af ekstrasystolerne, som herefter forsvinder igen.

Faresignaler

Hvis man samtidigt med ekstraslagene føler sig utilpas, eller især føler det sortner for øjnene, eller skal besvime, kan ekstraslagene være farlige og man bør søge læge.

Undersøgelse

I reglen kan lægen alene på patientens forklaring om symptomerne fortælle, at det er uden betydning. Det gælder især hos yngre mennesker. Ellers kan man tage et elektrokardiogram (ekg) og eventuelt foretage en ekkokardiografi for at udelukke hjertesygdom. En ekkokardiografi er en ultralydsundersøgelse af hjertet, som giver et billede af hjerteklapperne og hvordan hjertemusklen pumper. Hvis ekstrasystolerne er meget generende, kan lægen undersøge hyppigheden ved at foretage en såkaldt Holter-monitorering eller event recorder. Patienten får her påsat en lille optager som man går rundt med og passer sine vanlige gøremål mens den optager EKG gennem et helt døgn.Behandling af ekstra hjerteslag

I reglen kræves ingen behandling. Det er nok, at patienten får forklaret, der ikke er noget galt. Hvis ekstrasystolerne er meget generende, kan man prøve med medicin. Oftest en såkaldt betablokker eller forskellige former for anden medicin mod rytmeforstyrrelser. For eksempel kan man prøve behandling i en kortere periode og så holde op igen. Hvis ekstrasystolerne findes samtidigt med en hjertesygdom, er situationen anderledes. Behandlingen afhænger da af typen af hjertesygdom.

Ved svært invaliderende forekomst af ekstrasystoler kan man forsøge overbrændingsbehandling (ablationsbehandling).