Epilepsi er en kronisk lidelse, der viser sig ved gentagne anfald udløst af unormale elektriske impulser i hjernen.

For at forstå, hvad der sker, må man forestille sig, at hjernen fungerer i kraft af nogle komplicerede elektriske kredsløb. Baggrunden for alle vore tanker, følelser og handlinger, er aktivering af nogle svage strømme, der løber i dette kredsløb. De elektriske signaler er underlagt viljen, og de handlinger, som de giver anledning til, er som regel hensigtsmæssige.

Men ved epileptiske anfald medfører den elektriske aktivitet nogle symptomer, der ikke i sig selv har nogen mening. Man kan sige, at hjernen får sit eget liv.

Årsager til epilepsi

Der findes over hundrede forskellige årsager til epilepsi, men i mange tilfælde giver lægens undersøgelser af personen ingen forklaring.

De mest almindelige årsager er:

• Blodprop i hjernen eller hjerneblødning
• Arvelige faktorer
• Følger af iltmangel fx fødselsskade, hjertestop, drukneulykker
• Alkohol- eller narkomisbrug
• Kraniebrud
• Følger af betændelse i hjernen fx meningitis eller hjernebetændelse
• Svulster i hjernen

Ikke alle kramper skyldes epilepsi

Kramper kan opstå i en lang række situationer, hvor hjernen bliver generet eller irriteret. Det kan fx være i forbindelse med for lavt blodtryk, kraftige slag imod hovedet eller ved meget høje temperaturer. Kramperne, der opstår i forbindelse med disse mange tilstande, kan minde om epileptiske anfald, men har intet med epilepsi at gøre.

Man regner med, at der her i landet er ca. 80.000 mennesker, som har haft et krampe-anfald, men kun ca. 30.000, der lider af epilepsi. Hvis alle med kramper, blev sat i behandling for epilepsi, ville det medføre at mange mennesker blev sat i behandling for en lidelse, de slet ikke havde. Og sandsynligheden taler for, at det rent faktisk er tilfældet. Gentagne undersøgelser, både her i landet og i udlandet, har nemlig vist, at ca. hver 5. person i behandling for epilepsi slet ikke har epilepsi.

Eksempler på lidelser, der kan give symptomer, der mistolkes som epilepsi:

• Hjertesygdomme
• For lavt blodtryk
• Problemer med blodsukkeret
• Misbrug af alkohol eller narkotika
• Migræne
• Blodprop i hjernen
• Søvnforstyrrelser
• Bevægeforstyrrelser
• Psykiske lidelser
• Tilfælde med hyperventilation - forløb med meget hurtig og overfladisk åndedræt
• Panik-anfald

Epilepsi kan være arvelig

Epilepsi er til en vis grad arvelig, afhængigt af hvilken type epilepsi, der er tale om. Generelt kan man sige at:

• Risikoen for alle i befolkningen for at udvikle epilepsi er ca. 1%.
• Hvis 1 af forældrene har epilepsi, stiger risikoen til ca. 4-10%.
• Har ens tveæggede tvilling epilepsi, er risikoen omkring 10-20%.
• Hvis begge ens forældre har epilepsi, er risikoen omkring 20-30%.
• Med en enægget tvilling med epilepsi, er risikoen op imod 80%.

Symptomer på epilepsi

De epileptiske anfald opdeles i to typer:

1. Fokale anfald

2. Generaliserede anfald

Fokale epileptiske anfald

Fokale epileptiske anfald udgår fra et velafgrænset sted i hjernen. Symptomerne kan fortælle lægen noget om, hvor i hjernen anfaldene kommer fra. Personer, der har fokale anfald, kan få:

• En pludselig sugende fornemmelse i maven, og en fornemmelse af noget der stiger opad bag brystbenet.
• Oplevelsen af en særlig smag, lugt, lys eller lyd.
• Et pludseligt udbrud af kvalme, svimmelhed og sved på panden.
• Trækninger eller snurren i arm, ben, hånd eller finger.
• En intens fornemmelse af at have været i den samme situation før ("deja vue").
• En pludselig stirren, mundbevægelser, uforståelige lyde.
• Formålsløse bevægelser, eller hvor man vandrer hvileløst omkring.

Generaliserede epileptiske anfald

Generaliserede epileptiske anfald begynder dybt i hjernen, og spreder sig hurtigt til hele hjernen. Personer, der har generaliserede anfald, kan få:

• Kortvarig åndsfraværelse (Absencer - petit mal).
• Trækninger i arme og ben, bevidstløshed, blå læber, skum om munden (grand mal).
• En pludselig slaphed af alle kroppens muskler, der medfører, at personen falder om (atoniske anfald).

Typen af epilepsi har stor betydning for lægens valg af behandling, de undersøgelser som lægen sætter i værk, samt hvordan det vil gå fremover.

Undersøgelser

Undersøgelse hos lægen

Det er først og fremmest på baggrund af de anfald, personen eller de pårørende observerer, at lægen finder ud af, om det drejer sig om epilepsi.

Yderligere oplysninger som lægen kan bruge:

• Eventuelle arvelige faktorer, dvs. om der er epilepsi i den nærmeste familie.
• Om man blev født ved en kompliceret eller for tidlig fødsel.
• Om man har haft feberkramper af timers varighed.
• Om der har været hjerne-infektioner eller kraftige hovedskader.

Afhængigt af de foreliggende oplysninger, vil lægen som regel supplere med nogle undersøgelser af hjernen. Der vil typisk være tale om en måling af hjernens elektriske aktivitet og en eller flere hjerne-scanninger.

Supplerende undersøgelser

• Elektro-Encephalo-Grafi - forkortet eeg - som direkte oversat betyder, at man nedskriver hjernens elektriske impulser. Undersøgelsen foregår som regel ved, at 16-20 elektroder klistres direkte på hovedbunden eller sættes fast med små nåle.
• Røntgenundersøgelse af hjernen, kaldet Computer Tomografi - i daglig tale forkortet CT-scanning. Undersøgelsen foregår ved, at der tages en lang række røntgenbilleder forskellige steder i hjernen, hvorefter billederne stykkes sammen af en computer.
• Magnetisk Resonans scanning - i daglig tale forkortet til MR-scanning. Billederne dannes ved hjælp af radiobølger og en kraftig magnet. Undersøgelsen viser flere detaljer end CT-scanningen.
• SPECT-scanning er en forkortelse af Single Positron Emissions Computer Tomografi og viser hjernens blodgennemstrømning på et givet tidspunkt. Ved epilepsi er blodgennemstrømningen i det epileptiske område nedsat uden for anfald og øget under anfald.
• PET-scanning - forkortelse for Positron Emissions Tomografi- viser hjernens stofskifte. Stofskiftet er ofte nedsat i det område, hvor epilepsien udgår fra, men øges under anfald.

Behandling af epilepsi

Behandlingen af epilepsi består i, at man forebygger anfaldene med medicin, eller ved at man fjerner årsagen til anfaldene med en operation. Behandling af selve anfaldet, når det er i gang, hører til de absolutte sjældenheder.

Medicinsk behandling

Formålet med den medicinske behandling er, at personen skal blive fri for sine anfald med et minimum af bivirkninger og på den måde får et så godt liv som muligt.

I øjeblikket er der 15-20 forskellige midler til rådighed og der er flere nye præparater på vej. Lægens valg af medicin afhænger af epilepsi-typen, medicinens virkning og dens bivirkninger på den enkelte person. Hvis epilepsien ikke kan behandles godt nok med en slags medicin, kan det blive nødvendigt at give to slags eller måske flere.

Operation

Omkring en femtedel med epilepsi kan ikke behandles tilfredsstillende med medicin. Enten fordi der er for mange anfald, eller fordi bivirkningerne af behandlingen er for store. Nogle få af disse kan hjælpes med en operation.

De første operationer for epilepsi i nyere tid blev foretaget i London i 1886 - og i Danmark i 1930´erne. Siden 1960´erne er der foretaget mere end 400 operationer i Danmark.

Epilepsi-operationer på danske personer foretages i dag på Rigshospitalet eller i udlandet.

Ca. 2/3 af de opererede i Danmark bliver fri for anfald efter operationen, og bivirkningerne er som regel få og forudsigelige.

Epilepsi og kørekort

Personer med epilepsi med god kontrol af anfaldene må gerne køre personbil. Kravene for erhvervskørsel og person-transport er betydeligt strengere. For at kunne gå op til køreprøve, skal man normalt være uden anfald i mere end 1 år.

Under normale omstændigheder medfører et uforklarligt anfald karantæne for bilkørsel i 3-6 måneder. Men ikke nødvendigvis.

Man får ikke kørselsforbud hvis:

• Anfaldene altid optræder om natten ud af søvnen (og man har set tiden an i mindst 1 år)
• Anfaldene har en karakter, som ikke forhindrer personen i at køre bilen sikkert
• Der altid er forvarsel i forbindelse med anfaldet, som garanterer, at man kan nå at køre ind til siden i god tid.

Følger man ikke lægens forskrifter, er det lægens pligt at anmelde sagen til embedslægen eller politiet, som vil sørge for, at kørekortet bliver inddraget i en periode. Kørekortreglerne for personer med epilepsi er ret konplicerede og ændres jævnligt. Særligt interesserede henvises til Retsinformation.

Fordomme om epilepsi

Epilepsi hører til de "skjulte" sygdomme, hvilket vil sige, at de som har lidelsen, som regel ikke taler højt om den. Det skyldes først og fremmest de negative forestillinger, der findes i samfundet om epilepsi.

Den mest almindelige fordom er, at personer med epilepsi ikke er så begavede som andre. Men det er ikke sandt.

Personer med epilepsi er lige så forskellige som andre mennesker, og det er årsagen til anfaldene, der er mest afgørende for, hvordan man fungerer - ikke anfaldene i sig selv.

Forklaringen på fordommen er nok, at det er de dårligste af personerne med epilepsi, der er mest synlige. Der er ikke nogen, som opdager, at de bedst fungerende har epilepsi, og de gør sjældent selv opmærksom på det.

En anden årsag til diskriminationen af personer med epilepsi er, at anfaldene ofte gør andre mennesker usikre. Det er fordi de ikke ved, hvordan de skal agere eller hjælpe. Afstandstagen er en almindelig reaktion på usikkerhed.